Butik på gågaden lukker efter mange år med mode og mennesker

En æra slutter på Perlegade. Privatfoto

En æra slutter på Perlegade. Privatfoto

22. november 2025 Erhverv Skrevet af: Sissel Vinther

Efter mange år med mode, kunder og et arbejdsliv fyldt med mennesker, har Lone Haaning besluttet, at tøjbutikken in-mood lukker. Beslutningen er vokset frem over længere tid, og hun beskriver det som et valg, der både rummer ro, lettelse og vemod.

I butikken står hun omgivet af stativer og de velkendte rutiner fra hverdagen, mens hun fortæller, at tiden nu føles rigtig til at give slip og se frem mod et andet tempo.

“Det har været en tanke, der har fulgt mig længe, og på et tidspunkt når man til et sted, hvor man mærker, at det er nu. Det kræver meget at drive en butik, og jeg kan mærke, at kroppen ikke kan løbe lige så stærkt som tidligere”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Lone Haaning og hendes mand overtog lokalet på gågaden i år 2000, hvor de byggede om og drev en Vero Moda-butik som partner i Bestseller. I 2013 valgte de at skifte spor og skabe in-mood som deres eget brand, hvor de selv kunne forme udvalget og stilen. Overgangen gav plads til mere frihed og variation, og butikken udviklede sig med tiden til et sted, hvor mange holdt af at komme.

“Det er ikke økonomien, der ligger bag beslutningen om at lukke butikken– den del har fungeret. Men jeg kan mærke, at tiden er kommet, og selvfølgelig bliver det vemodigt, for jeg kommer til at savne alle de søde kunder og de mange snakke, der har fyldt dagene. Det har aldrig kun været tøj, vi har snakket om”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Siden da har butikken været en fast del af gadebilledet og et sted, hvor nærvær og personlig betjening har været kernen. Lone Haaning fortæller, at gågaden gennem årene naturligt har haft perioder, hvor det hele har været lidt sværere for nogle butikker – men uden at det for alvor ramte dem.

“Når man graver hele gaden op og laver belægning om, så kan man mærke det. Og i de stille perioder kan man også mærke det som butik. Men vi har ikke været hårdt ramt, for kunderne har været loyale, og det er det, der har holdt os i gang. Det er det, vi har levet af”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selve lukningen kommer til at ske stille og roligt. Der er ingen fast sidste åbningsdag.

“Vi holder åbent, indtil der ikke er mere. Det er ikke noget, jeg har prøvet før, så jeg må se, hvad der sker. Jeg har ingen plan for, hvad jeg skal bagefter. Det må komme, når der bliver plads til det”, siger hun.

Inden alt er pakket sammen, håber hun, at én ting især når ud til dem, der går forbi butikken: Lokalet kan overtages. Inventar, kassesystem og webshop står klar til den næste, og brandet in-mood kan også følge med, hvis nogen ønsker at føre det videre.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Man kan i princippet dreje nøglen ind til butikken og gå i gang. Alt er her, og jeg er åben for alle samtaler om fremtiden for stedet”.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...