Der er lagt op til et lyseblåt pokalbrag tirsdag aften, når Sønderjyske Herrehåndbold tager turen til Sparekassen Thy Arena for at møde Mors-Thy Håndbold i kvartfinalen i pokalturneringen. En billet til forårets Final 4 hænger lokkende i luften, og med de seneste opgør i frisk erindring ligner det endnu et intenst og tæt slag mellem to hold, der kender hinanden indgående.
Det er nemlig mindre end en uge siden, at de to mandskaber sidst stod over for hinanden i Bambuni Herreligaen. Her endte et tempofyldt og dramatisk opgør helt lige, 30-30.
Siden da har Sønderjyske også været på en vanskelig udebane i Holstebro, hvor det igen blev til pointdeling, og billedet er derfor klart: Marginalerne er små, og kampene lever deres eget liv. Mors-Thy går ind til tirsdagens opgør med fornyet selvtillid efter en kneben sejr på 29-28 over Bjerringbro-Silkeborg, hvilket kun understreger, hvor jævnbyrdigt feltet er.
Hos Sønderjyske er der stor respekt for modstanderen og opgavens alvor. Den norske bagspiller Magnus Frederiksen lægger ikke skjul på, at det kræver en præstation ud over det sædvanlige, hvis Final 4-drømmen skal holdes i live:
“Vi ved, det bliver en hård kamp. Mors-Thy er et rigtig godt hold, så vi skal op på samme defensive niveau som i sidste uge. Efter et par helt lige opgør er det på tide, at vi får hevet en sejr hjem – og vi vil virkelig gerne i Final 4 igen. Det kræver en stærk præstation i begge ender af banen, men alle mand er klar til at give alt”.
Opgaven bliver ikke lettere af, at der venter en traditionelt svær udebane i Thy, hvor intensiteten ofte er høj fra første fløjt. Alligevel kan Sønderjyske se frem til solid opbakning. De Fantastiske Lyseblå har nemlig arrangeret buskørsel, så en stor gruppe fans kan skabe ægte pokalstemning og give holdet et tiltrængt rygstød i jagten på Final 4.
Uanset udfaldet i Thy bliver der ikke tid til meget hvile. Allerede på lørdag den 20. december 2025 klokken 18:00 venter næste opgave, når Sønderjyske er tilbage i Sydjysk Sparekasse Skansen til den udsolgte 2-kroners kamp mod Bjerringbro-Silkeborg.

















