Den sene juleuddeling på Perlegade 97 i Sønderborg blev i går aftes en markant succes. Omkring 70 personer blev registreret, da foreningen Stop Spild Lokalt uddelte overskudsmad tæt på sidste salgsdato – mad som ellers risikerede at ende i containeren.
I alt blev 819,5 kilo mad delt ud til familier og enkeltpersoner, der mødte op trods den sene time og køen i vinterkulden. Uddelingen fandt sted udendørs, og frivillige sørgede for, at alle fik nogenlunde lige meget, så flest muligt kunne gå hjem med fyldte poser.
Overskudsmaden kom fra flere lokale butikker, herunder Bilka Sønderborg, Netto i Augustenborg og Rema 1000 i Dybbøl, som alle bidrog til juleuddelingen.
“Det er dejligt at kunne være med til at give nogle en ekstra glæde her i juletiden. Samtidig er vi glade for at bidrage til at nedbringe madspild i Danmark”, lyder det fra Linda Rasmussen fra Stop Spild Lokalt efter uddelingen.
Foreningen retter en stor tak til både butikker, frivillige og de borgere, der mødte op og var med til at gøre aftenen til en succes.



















