Forberedelserne til årets Sidste Skoledag er for alvor skudt i gang i Sønderborg, hvor Ungdomsskolen har taget de kommende afgangselever med helt ind i maskinrummet. Onsdag aften var to repræsentanter fra hver årgang og fra kommunens skoler inviteret til møde, og det blev startskuddet på en proces, hvor de unge selv får stor indflydelse på festdagen.
I alt 36 elever deltog i mødet og kan nu kalde sig Sidsteskoledags-ambassadører. Det betyder, at de fremover bliver de første til at få nyheder om arrangementet og samtidig får ansvaret for at bringe idéer og informationer videre til deres klassekammerater hjemme på skolerne.
Aftenen bød på en konstruktiv brainstorm, hvor ambassadørerne var med til at forme indholdet af dagen. Her blev der talt om, hvilke aktiviteter der skal fylde pladsen, og hvilke former for mad og drikke der skal være muligt at købe.
Et vigtigt punkt var også musikken, og nu venter en opgave for ambassadørerne, når de vender tilbage til deres skoler. Her skal resten af eleverne inddrages i at stemme på de kunstnere, der skal optræde på Sidste Skoledag. Det skriver Sønderborg Ungdomsskole på Facebook.

















