Allerede længe før tæppet går op i Augustenborg, står publikum klar i kulissen med fingeren på køb-knappen. Als Revyen 2026 har nemlig ramt plet med årets forestilling, og syv uger før premieren kan revyen melde udsolgt på den første aften – fredag den 13. marts.
Instruktør Kristina Asmussen Gude-Hansen lægger ikke skjul på, at den tidlige interesse betyder meget for hele holdet.
”Det er en fantastisk følelse at mærke den tillid fra publikum så tidligt i processen. Det giver hele holdet en enorm energi og endnu mere mod til at slippe kontrollen og satse på det umiddelbare grin. Vi glæder os helt vildt til at dele en aften med publikum, der både er aktuel, kærlig og fuld af overraskelser,” siger instruktør Kristina Asmussen Gude-Hansen.
Årets forestilling har titlen ”Et skud fra hoften”, og hvor sidste års revy blev beskrevet som ”en gave”, når verden var af lave, er fokus denne gang på det spontane og ærlige. Det, der bliver sagt, når man ikke når at pakke det ind – og som ofte rammer lige i grinmusklerne, fordi det føles genkendeligt.
Publikum kan se frem til satiriske sketches, musikalske indslag og skarpe observationer, hvor både de store verdensscener og de små hverdagsøjeblikke bliver vækket til live på scenen.
Og som altid er revyen også en anledning til at mødes på kryds og tværs, når naboer, venner og familier samles til nogle festlige timer i Augustenborg – mange med det populære pølsebord som en ekstra hyggelig start på aftenen.
På scenen står et stærkt hold klar med både velkendte navne og en ny spiller i truppen.
Årets aktørhold består af Jens Brunsgaard Clausen, Kasper Keller Petersen, Kristine Døssing Duus, Nana Leman, Rene Johannsen Asmussen, Susan Babbel og Tina Soleyman.
Musikken bliver leveret med sikker hånd af kapelmester Arne Vermehren, der leder et firemands revyorkester, så tempoet og de musikalske overraskelser sidder lige i skabet.
Als Revyen spiller fra torsdag den 12. marts til søndag den 15. marts 2026 i Kultursalen i Augustenborghallerne, og med en allerede udsolgt fredag – og mere end 60 procent af alle billetter til årets revy solgt – er der en klar opfordring til ikke at vente for længe, hvis man vil være med, når årets ”skud fra hoften” bliver fyret af.
Billetter kan købes på alsrevyen.dk.























