Sneen falder tæt men beredskabet oplever ingen større problemer

Sønderborg Lufthavn melder om forsinkelser – men ingen aflysninger.

Sønderborg Lufthavn melder om forsinkelser – men ingen aflysninger.

26. januar 2026 112 Skrevet af: Michael Kjær

Sneen fortsætter med at falde over store dele af Sønderborg-området, og et kig i prognoserne fortæller, at det bliver den ved med de kommende mange timer.

Men selv om det hvide tæppe lægger sig tungt over veje og landskaber, er der indtil videre ikke opstået problemer af nævneværdig betydning. Det fortæller beredskabschef Allan Dalager Clausen til SønderborgNYT.

”Vi monitorerer udviklingen løbende på vores vagtcentral og sikrer os, at hjemmeplejen kan komme ud, og så støver vi vores beredskabsplaner af og holder øje med, hvor udfordringerne kommer”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ved det seneste store snefald var det især Broagerland, der krævede en ekstraordinær indsats, og netop det område er også denne gang i beredskabets fokus. Situationen vurderes dog ikke at være helt på samme niveau som sidst.

”Vi har selvfølgelig øjnene rettet mod Broagerland, og sneen fyger selvfølgelig, men det er ikke på samme niveau som sidste gang og dermed lidt mindre drastisk denne her gang”, siger Allan Dalager fra Beredskab Sønderborg.

Og med sne, der ifølge prognoserne fortsætter ud på aftenen, er der ingen planer om at slippe overvågningen foreløbig. Tværtimod er der lavet aftaler, som skal sikre, at hjælpen når frem – også hvis vejret bliver mere udfordrende.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi har lavet nogle gode aftaler med plejesektoren om at sikre, at vi kan komme ud til de borgere, der skal have besøg, så alt i alt er vi godt med, men vi kan selvfølgelig aldrig spå om vejrets udvikling”.

Hvis forholdene bliver værre, står beredskabet også klar med flere forskellige muligheder for at komme frem, forklarer Allan Dalager. Blandt andet kan de frivillige brandstationer sætte særlige firehjulstrukne køretøjer i drift, hvis der opstår problemer med fremkommeligheden.

Artiklen fortsætter under annoncen

”På de frivillige brandstationer er der særlige 4-hjulstrukne biler, som kan sættes i drift, hvis der er nogen, der ikke kan komme frem, og da de sidste gang kom til kort, så brugte vi en V-plov og en rendegraver til at bane vejen, så vi har sådan forskellige niveauer, vi kan arbejde på, og vi er godt forberedt”.

Den lokale beredskabsstab er i det, Allan Dalager Clausen beskriver som informationsniveau, og der er tæt kontakt til andre aktører, hvis situationen kræver, at man hjælper hinanden på tværs.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi arbejder sammen med andre aktører, blandt andet forsvaret, Ambulance Syd og de øvrige beredskabstjenester, så vi kan hjælpe hinanden på tværs”.

I Sønderborg Lufthavn gennemføres alle afgange, men der er forsinkelser. Det skyldes blandt andet, at Københavns Lufthavn oplever forsinkelser på afgange.

“Lige nu ser vi ind i forsinkelser på 15 til 30 minutter, men om det bliver på det niveau, kan jeg ikke garantere, men sådan ser det ud lige nu her mandag eftermiddag”, siger lufthavnsdirektør Jákup Sverri Kass til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Klokken 15:15 blev Sønderborgmotorvejen spærret i vestgående retning mellem Dybbøl og Avnbøl, hvilket skaber kø. Vejen er åben igen men bilisterne må forvente forlænget rejsetid på op til 10 minutter.

Den kollektive trafik er ikke ramt i skrivende stund, bortset fra at busrute 722 er aflyst frem til midnat, da Vemmingbund ikke kan betjenes på grund af vejrmæssige forhold. Ruten kører mellem Vemmingbund, Skodsbøl, Rendbjerg, Egernsund og Broager.

Både færger og tog er fortsat i drift som planlagt.

7. juni 2026 Sport, Frivillige, Nordborg

Nye mål og mere spil på banen i Oksbøl

7. juni 2026 Sport

Der bliver mere at skyde efter på sportspladsen i Oksbøl, hvor Broballe Idrætsforening træner sine fodboldspillere. Foreningen har fået 15.656 kroner fra Fonden for Andelskasserne, og pengene går til to nye fodboldmål. De nye mål skal bruges i træningen og skal give spillerne flere muligheder, når der skal øves afslutninger, spil og forskellige øvelser på […]

Læs mere...