Danmarks sjoveste cykelløb for børn – Kids Tour 2026 – kommer til Sønderborg og forvandler byen til en legeplads på to hjul. Det sker lørdag den 30. maj ved Apotekerhaven på Kastanie Allé midt i byen.
Kids Tour er for børn i alderen 3-10 år, og det handler ikke nødvendigvis om at vinde, men mere om at være med – det bliver en dag fyldt med fart, leg og fællesskab, og selvom det er børnene, der cykler, er cykelfesten for hele familien. Touren handler om bevægelsesglæde, trafiksikkerhed og masser af grin.
“Med Kids Tour ønsker vi at inspirere børn til at bruge cyklen i hverdagen, og samtidig give dem en sjov oplevelse, hvor de lærer om sikkerhed og får rørt sig. I 2026 fylder Kids Tour syv år, og vi er stolte af fortsat at kunne samle et engageret felt af landets kommuner, samarbejdspartnere og børnefamilier, der støtter op om eventet”, siger Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden.
Eventpladsen åbner klokken 10:00 med blandt andet Trafiklegeplads, hvor børn kan få deres eget cykelkørekort. Derudover kan man besøge Zendium-teltet og Nivea Sun-teltet, der har forskellige aktiviteter, og hvis sulten melder sig, er der forfriskninger og snacks ved Kids Kantina. Alle aktiviteter på eventpladsen er gratis, også for de gæster, der ikke deltager i cykelløbet.
Cykelløbet skydes i gang klokken 12:00 efter fælles opvarmning og sikkerhedstjek. Ruten er en cirka 1 km lang rundstrækning, og børnene kører forskellige distancer alt efter alder og niveau. Der er plads til alle, uanset om barnet er nybegynder på løbecykel eller har rutine på to hjul – de helt små kan have forældre med på ruten uden startnummer.
Det koster 50 kroner pr. barn at deltage i cykelløbet, og med i prisen får man et startnummer, en medalje, en drikkedunk og en lækker goodiebag.
Kids Tour er en landsdækkende begivenhed, der har til formål at sætte fokus på trafiksikkerhed, sundhed og fællesskab. Det arrangeres af Børneulykkesfonden i samarbejde med Sønderborg Kommune.
Overskuddet fra arrangementet går til at støtte fondens arbejde med at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for børn i hjemmet, trafikken og fritiden.
Cykelfesten finder sted lørdag den 30. maj 2026 fra klokken 10:00 ved Apotekerhaven på Kastanie Allé i Sønderborg. Man kan læse mere og tilmelde børn via Børneulykkesfondens Kids Tour-hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.






















