En større politiaktion udspiller sig tirsdag aften i området ved Goethesgade. Flere patruljevogne har afspærret vejen, og politiet er massivt til stede i området.
Det er fortsat sparsomt med oplysninger om, hvad der helt konkret er sket. Politiet bekræfter dog overfor SønderborgNYT, at en aktion er i gang.
“Jeg kan bekræfte, at vi har en aktion i gang i området, men hvad den konkret drejer sig om, kan jeg ikke kommentere. Jeg kan blot sige, at der er tale om et mistænkeligt forhold”, siger vagtchefen ved 21:45 tiden tirsdag aften
Den omfattende tilstedeværelse af patruljevogne vidner om, at der er tale om en større efterforskning, men ifølge politiet er der dog ingen grund til bekymring.
“Der er ro på stedet, og der er ingen fare på færde. Men vi kommer til at være til stede i nogle timer endnu”, siger vagtchefen.
Hvor længe aktionen varer, kan politiet endnu ikke sætte tid på.
















