Universe skød ny sæson i gang med højt humør og nye oplevelser

Både nye oplevelser og velkendte favoritter trak gæster til

Både nye oplevelser og velkendte favoritter trak gæster til

28. marts 2026 Kultur Skrevet af: John Brandt

Der var liv allerede fra morgenstunden. Foran indgangen til Universe Science Park stod familier klar i kø, mens børnene, fulde af forventning, ikke kunne stå stille. Portene åbnede, og gæsterne strømmede ind, mens Den Sønderjyske Garde var med til at sætte en festlig ramme om åbningen.

Inde i parken spredte gæsterne sig hurtigt, men ét sted trak særligt mange til, nemlig bamse fabrikken. Her opstod der hurtigt kø, og forventningen var tydelig hos de mange børn, der ventede på at få fingrene i dagens måske mest personlige oplevelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ved bordene sad børn koncentreret og fyldte deres egne bamser, inden de fik dem med hjem sammen med et lille Universe-hjerte.

Hjerterne, som var håndhæklede af frivillige, blev uddelt som en særlig markering af, at parken igen er åben efter vinterpausen.

“Det er sjovt at lave sin egen, for så får jeg en, som jeg selv bestemmer, hvordan den skal se ud”, fortæller 10-årige Emma med et stort smil til SønderborgNYT.

Ikke langt derfra fandt man den nye, 45 meter lange svævebane fra klatretårnet Sky Trail, som var en anden af dagens helt store nyheder. Her spændte både børn, unge og voksne sig fast og tog turen ud på en svævetur.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er en fed oplevelse, og det var faktisk højere, end jeg havde forestillet mig”, fortæller en af de unge gæster.

Bag kulisserne ligger der måneders forberedelse. Medarbejderne har arbejdet intenst for at få alt klar til sæsonstarten, og åbningsdagen er noget helt særligt.

“Det er lidt som en cirkushest, der bliver lukket ud på græs igen. Det bedste er at se gæsterne komme tilbage og opleve alt det, vi har arbejdet hårdt på, og se, hvordan det fungerer i virkeligheden”, fortæller salgs- og marketingchef for Universe Science Park, Mikael Vestergaard.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der blev forventet omkring 1100 gæster på åbningsdagen, og meget tyder på, at interessen kun vil vokse, ikke mindst fordi Universe nu har fået en ny nabo.

Center Parcs Nordborg Resort har åbnet dørene, og det ændrer ifølge Mikael Vestergaard parkens rolle.

“Det betyder, at vi i højere grad bliver en destination frem for et endagsbesøg. Nu kan man både overnatte og besøge parken, det giver en helt anden oplevelse”, forklarer han.

Samtidig fortsætter udviklingen af parken.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi arbejder hele tiden på at forny os. I år er det blandt andet svævebanen, de store hoppepuder og det nye springvand ved Blå Kube. Derudover har vi flere events hen over året, så der altid er noget nyt at komme tilbage til”, siger han.

Blandt gæsterne var der også mange sæsonkortholdere, som havde glædet sig til gensynet.

“Universe betyder rigtig meget for os. Det er et sted, vi bruger igen og igen som familie i løbet af sommeren, og det er med til at skabe liv”, fortæller Benjamin Nikolaisen, der har haft sæsonkort i 10 år i træk sammen med familien.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dermed er Universe skudt i gang med sin 21. sæson, hvor både nye oplevelser og velkendte favoritter igen skal trække gæster til parken.

Læs mere om parkens arrangementer og åbningstider på Universe Science Parks hjemmeside.

Se flere billeder på SønderborgNYTs Instagram.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...