Glenn Bech holder foredrag om ’Parforhold og klasse’, som handler om hans seneste roman ’Jeg er ikke færdig med dig’. Det sker torsdag den 16. april på Sønderborghus.
Romanen følger karakteren Lasse, der forsøger at forene sin turbulente opvækst med sit nutidige kæresteforhold til den meget rummelige Emil. Foredraget kommer ind på spørgsmål som, hvordan man håndterer følelserne voksent, når de voksne i ens barndom svigtede, og om hvordan man sænker paraderne, når ens liv har været præget af overlevelse, kaos og undtagelsestilstand.
Forfatteren vil tale om, hvordan et menneske med et traume gør sig forståelig for en anden, og hvordan man kommunikerer ærligt og sårbart, når svaghedstegn før har været anledning til hån og ydmygelse.
Glenn Bech er forfatter og psykolog, og han har tidligere udgivet romanen ’Farskibet’, som han blandt andet modtog Blixenprisen for i 2022, og bogen ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’, der er en form for et manifest, og som han modtog Politikens Litteraturpris for.
Glenn Bech debuterede som forfatter i 2021 – han er meget anmelderrost og har modtaget flere priser for sit forfatterskab, blandt andet Albert Dams Mindelegat 2021, som tildeles en talentfuld dansk forfatter. Foredraget finder sted torsdag den 16. april 2026 klokken 19:30 på Sønderborghus.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















