Billetterne til en af sommerens mest stemningsfulde traditioner i Sønderborg er nu sat i salg. Fredag formiddag klokken 10.00 åbnede billetsalget til Damefrokosten under Ringriderfesten.
Interessen plejer at være stor, og også i år foregår salget via billetsalg.dk, hvor det er muligt selv at vælge sine siddepladser. For mange er det ikke bare en billet, men en fast tradition, der skal sikres i god tid.
Damefrokosten finder sted lørdag den 11. juli fra klokken 14:00 til 19:00 og samler traditionen tro omkring 1.000 kvinder. Her er det fællessang, underholdning og socialt samvær, der er omdrejningspunktet.
På scenen vender Jasmin Gabay tilbage som konferencier og sanger – til stor glæde for arrangørerne:
“Vi var så imponerede over Jasmins energi og nærvær på scenen sidste år, at vi ikke har været et sekund i tvivl om, at vi gerne ville have Jasmin med ombord igen i år. Hun har på alle områder en helt særlig evne til at skabe en festlig stemning og få publikum med sig”, siger formand for Damefrokostkomitéen, Karen Jørgensen.
Også programmet byder på velkendte elementer. Tattooshowet vender tilbage og lover endnu en gang en spektakulær og kuldegysende oplevelse, mens tre hemmelige oplægsholdere og et ekstra festligt indslag skal være med til at løfte stemningen yderligere.
Det kulinariske spiller en central rolle i løbet af eftermiddagen. Arrangementet indledes med en særlig sommerøl, hvorefter en tre-retters menu fra Vollerup Kro serveres. Under hele arrangementet vil der være vin, sommerøl og vand ad libitum, og billetprisen er fastsat til 825 kroner plus gebyr.
Vil man sidde sammen med venner eller veninder, kræver det, at billetterne købes samlet. Salget løber frem til den 24. juni klokken 23.59 – eller så længe der er billetter tilbage.


















