En 27-årig mand bosiddende i Sønderborg Kommune er blevet sigtet for besiddelse af 3.000 ulovlige puffbars.
Sagen udspringer af en ransagning, som Syd- & Sønderjyllands Politi gennemførte på mandens adresse. Her fandt politiet de mange ulovlige e-cigaretter, som efterfølgende blev beslaglagt.
“De mange ulovlige e-cigaretter blev beslaglagt i forbindelse med en ransagning i mandens hjem, ligesom politiet også har beslaglagt et kontantbeløb, som vi mistænker stammer fra salg af e-cigaretterne”, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 27-årige blev anholdt i forbindelse med sagen, men er siden blevet løsladt. Han er fortsat sigtet, og der venter nu et juridisk efterspil.



















