Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder fortsat på at få klarlagt identiteten på den mand, der fredag aften mistede livet efter et spring fra Alssundbroen i Sønderborg. Nu beder politiet offentligheden om hjælp.
Det var kort før klokken 22 fredag aften, at alarmen indløb, og en større redningsaktion blev sat i gang ved broen. Kort efter blev manden fundet i vandet, men hans liv stod ikke til at redde.
Siden da har efterforskningen været i gang, og selvom politiet arbejder ud fra en formodning om, at der kan være tale om et selvmord, er der fortsat væsentlige ubesvarede spørgsmål.
I en opfølgende melding oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, at manden endnu ikke er identificeret. Derfor går politiet nu ud med et signalement i håb om, at nogen i offentligheden kan genkende ham.
Manden beskrives som mellem 30 og 45 år, kraftig af bygning med brunligt eller rødligt fuldskæg og skulderlangt hår. Derudover har han en tatovering på venstre skulder, som kan være et afgørende kendetegn.
Politiet opfordrer borgere, der måtte have viden om mandens identitet, til at kontakte dem.
”Vi mangler fortsat at få manden identificeret, og har nogen viden om hvem manden er, må du meget gerne kontakter Syd- & Sønderjyllands Politi på telefon 114”, lyder opfordringer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, er det vigtigt, du taler med nogen. Kontakt din egen læge, lægevagten eller Livslinien på telefon 70 201 201, hvis du har brug for hjælp. Ring 1-1-2, hvis situationen er livstruende.






















