Biblioteket Sønderborg lancerer ’SPOR – Litterære lydvandringer’, som er et nyt formidlingsformat, hvor man kan opleve litteratur og natur på en ny måde rundt omkring i Sønderborg Kommune. Lanceringen markeres med en reception, hvor man kan møde forfatterne og få smagsprøver på lydvandringerne. Det sker onsdag den 6. maj på Biblioteket Sønderborg.
Litteratur, lyd og landskab smelter sammen med otte stedspecifikke lydvandringer, hvor man kan opleve en fortælling lige der, hvor den udspiller sig. Med appen ’Naturlandet’ kan man, ud over at lytte til lydvandringerne, finde ruter, kort og naturoplevelser.
Publikum kan via appen med høretelefoner i ørerne lytte til en fortælling, der er skrevet til et specifikt sted, mens de går tur på stedet. Når den, der lytter, bevæger sig gennem skov, park og strand, bliver naturen en form for medfortæller. Det giver en anderledes og sanselig litteraturoplevelse, hvor sted, stemning og fortællinger kombineres.
Det er ni lokale forfattere fra Forfattergruppen Alssund, og de har skrevet tekster til otte lydvandringer til steder i Sønderborg-området. Fortællingerne spænder fra poesi og sanselige stemningsbilleder til historiske fortællinger og psykologiske dramaer.
De ni forfattere er Andrias Andreasen, Hans Karup, Thorsten Kranz, Linda Lassen, Bente Løwe Christiansen, Tabea Petersen, Kaj Smedemark, Karsten Skov og Ilja Wechselmann. De stiller også op til en række særarrangementer under titlen ’I forfatterens spor’, hvor man kan komme på lydvandring med forfatterne.
SPOR – Litterære lydvandringer er udviklet af Biblioteket Sønderborg i samarbejde med Naturvejlederne Sønderborg og med støtte fra VILLUM FONDEN. Projektet er blevet til ud fra en voksende interesse for naturbaserede oplevelser og nye former for litteraturformidling.
Receptionen for SPOR – Litterære lydvandringer finder sted onsdag den 6. maj 2026 fra klokken 17:00 til 19:00 på Biblioteket Sønderborg. Alle er velkomne, og det er gratis at deltage – billetter kan hentes på bibliotekets hjemmeside. Appen Naturlandet kan tilgås fra den 6. maj.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















