Artiklen er opdateret kl. 16:35 med en kommentar fra Socialdemokratiet, som ikke var med i den oprindelige udgivelse. Det skyldes en redaktionel fejl, som vi beklager.
Da Sønderborg i 2022 holdt sin første Pride Week, vajede regnbueflaget foran rådhuset i tre dage som et synligt signal om, at der skal være plads til alle.
Siden er markeringen blevet reduceret, og i år bliver flaget kun hejst på selve dagen for Pride-paraden. Beslutningen vækker både opbakning og kritik blandt de lokale politikere.
I år bliver regnbueflaget hejst på rådhuset lørdag den 22. august, hvor Pride-paraden finder sted. Det bliver den eneste dag under Pride Week, hvor flaget er oppe. Beslutningen er truffet af direktionen, oplyser Sønderborg Kommune.
Hos Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne mener man imidlertid ikke, at kommunen overhovedet bør flage med Pride-flaget på rådhuset.
“For Dansk Folkeparti er Dannebrog det naturlige flag på offentlige bygninger. Dannebrog er hele Danmarks nationalflag og samler alle borgere uanset baggrund, holdninger, tro eller seksuel orientering”, siger Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti til SønderborgNYT.
Niels Benjamin Sørensen fra Danmarksdemokraterne mener også, at kommunens bygninger bør være forbeholdt Dannebrog og andre officielle flag:
“Regnbueflaget har ikke noget at gøre på offentlige kommunale bygninger”, siger han og tilføjer, at hvis kommunen siger ja til Pride-flaget, risikerer der at komme mange ønsker om forskellige flag på de kommunale bygninger.
Han mener desuden, at Pride og regnbueflaget i de senere år er blevet mere politiske symboler, og at det derfor kan være uklart for borgerne, hvad Sønderborg Kommune egentlig flager for, når regnbueflaget kommer til tops.
Hos LGBTQ+ Sønderborg glæder man sig over, at kommunen fortsat markerer Pride på selve paradedagen. Foreningen havde dog gerne set, at regnbueflaget var hejst under hele Pride Week.
“Det sender et vigtigt signal om anerkendelse og synlighed. Samtidig havde vi håbet, at flaget ville være oppe gennem hele Pride Week”, siger Niels Christian Aahøj Bech, der er forperson for LGBTQ+ Sønderborg.
Han peger på, at Pride Week ikke kun er et arrangement, som LGBTQ+ Sønderborg står alene bag. Flere lokale aktører bidrager med events, sponsorater og praktisk hjælp, ligesom kommunale institutioner er en del af ugens program.
Derfor mener han, at flagning gennem hele Pride Week ville være en tydeligere opbakning til ugens arrangementer, de mennesker Pride handler om og de lokale kræfter, der er med til at gøre ugen mulig.
“Det handler ikke kun om et flag, men om at vise, at LGBTQ+ personer er en anerkendt og værdsat del af lokalsamfundet”, siger Niels Christian Aahøj Bech til SønderborgNYT.
Hos Venstre bakker man op om, at kommunen flager på rådhuset, men partiet lægger mindre vægt på, om det sker én dag eller alle dage under Pride Week.
“For mig og Venstre er det ikke så vigtigt, om der flages én dag eller alle dage, men at vi flager og bakker op. Det er en pligt”, siger Jimmy Simonsen.
Slesvigsk Parti ser også positivt på, at kommunen flager på dagen for paraden. Partiet mener samtidig, at det på sigt vil være naturligt at overveje, om flagningen skal udvides til flere dage.
“Flagning er et symbol, men symboler har betydning. De viser, hvilke værdier et fællesskab bygger på”, siger Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti.
Hun peger på, at partiet som repræsentant for det tyske mindretal kender betydningen af synlighed og anerkendelse.
Hos Socialdemokratiet bakker man op om, at Sønderborg Kommune markerer Pride ved at hejse regnbueflaget. Ifølge gruppeformand Tom Hartvig Nielsen er det en naturlig måde at vise opbakning til mangfoldighed og LGBTQ+-fællesskabet på.
”I Socialdemokratiet er vi optaget af, at Sønderborg er – og fortsat skal være – en mangfoldig kommune med plads til at være den, man er, og elske den, man vil. Derfor er det også helt naturligt for os, at Sønderborg Kommune viser sin opbakning til Pride og LGBTQ+-fællesskabets budskaber ved at hejse regnbueflaget”, siger Tom Hartvig Nielsen.
Han understreger samtidig, at antallet af flagdage ikke er det afgørende.
”Om der flages én dag eller flere, er ikke det afgørende for os. Det vigtigste er, at kommunen tydeligt viser, at alle borgere – uanset køn, seksuel orientering eller kønsidentitet – er en naturlig og ligeværdig del af vores fællesskab”.
Hvis der bliver et politisk ønske om at udvide antallet af flagdage under Pride Week, er Socialdemokratiet klar til at drøfte det med de øvrige partier i byrådet.
”Hvis der er et ønske om at udvide antallet af flagdage under Pride Week, ser vi gerne på det sammen med resten af byrådet. For os handler det om, at Sønderborg Kommune fortsat sender et klart signal om, at mangfoldighed, inklusion og lige muligheder er værdier, vi står sammen om – ikke kun under Pride Week, men året rundt”, siger Tom Hartvig Nielsen.
SønderborgNYT har også kontaktet Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance for at høre deres holdning til flagning i forbindelse med Pride Week på rådhuset.
De er dog ikke vendt tilbage på vores henvendelse inden artiklens deadline.
For LGBTQ+ Sønderborg er regnbueflaget mere end blot et symbol. Ifølge forperson Niels Christian Aahøj Bech sender kommunens deltagelse et vigtigt signal til både borgere og besøgende.
“Kommunens opbakning sender et signal til både borgere og besøgende om, at alle skal kunne føle sig velkomne i Sønderborg. For mange LGBTQ+ personer kan synlige markeringer som regnbueflaget have stor symbolsk værdi, fordi de viser, at kommunen anerkender deres plads i fællesskabet”, siger han til SønderborgNYT.




















