375 studenter fra Sønderborg Kommune står uden en uddannelse fem år efter gymnasiet. Det svarer til knap hver tiende eller 9,5 procent. Selv om det er lidt under landsgennemsnittet på 10,3 procent, er andelen steget med to procentpoint siden 2020.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som bygger på tal fra Danmarks Statistik.
Det er en udvikling, der skal tages alvorligt, mener Jesper Smaling, der er formand for Børn-, Skole- og Familieudvalget i Sønderborg Kommune, og medlem af Socialdemokratiet.
“Det handler ikke kun om statistik, men om 375 unge mennesker, som risikerer ikke at få de muligheder i livet, som en uddannelse kan give”, fortæller Jesper Smaling til SønderborgNYT.
Han understreger samtidig, at der kan gemme sig mange forskellige historier bag tallene. Nogle unge tager flere sabbatår, mens andre går direkte ud på arbejdsmarkedet eller forsøger at skabe deres egen vej som selvstændige.
Der findes derfor heller ikke én enkel forklaring på, hvorfor nogle unge ikke kommer videre efter gymnasiet.
“For nogle handler det om at finde retning i livet. For andre kan det handle om trivsel, motivation eller et ønske om at prøve kræfter med arbejdsmarkedet, før de vælger uddannelse”, siger Jesper Smaling.
Han peger på, at Sønderborg fortsat ligger lidt bedre end landsgennemsnittet, og at stigningen ikke kun er et lokalt problem. På landsplan er andelen af studenter uden uddannelse steget med 1,7 procentpoint siden 2020.
Ifølge Jesper Smaling arbejder Sønderborg Kommune allerede med at hjælpe unge, der har svært ved at finde ud af, hvilken vej de skal gå.
Kommunens ungeindsats har blandt andet fokus på trivsel, vejledning og støtte. Samtidig ønsker kommunen at styrke Sønderborg som uddannelsesby med flere uddannelser, flere studieboliger og stærkere uddannelsesmiljøer.
Der arbejdes også med planer om at udvikle Ahlmann-Skolen til et sundhedscampus med nye uddannelsestilbud.
“Vi skal altid være åbne for at gøre mere, hvis udviklingen kræver det. Grundlæggende skal flere unge lykkes med en uddannelse, et job eller som iværksættere”, siger Jesper Smaling.



















