Prøv om Mandskoret er noget for dig

12. september 2016 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Med sine snart 100 år på bagen i Sønderborg er Mandskoret still going strong med godt 40 aktive sangere og masser af spændende arrangementer.

“Men fordi de fleste af korets medlemmer i øjeblikket er over ”pensionalderen” kunne vi godt tænke os at få nogle lidt yngre medlemmer med i flokken”, siger korets formand Carsten Hauerberg og tilføjer, at man hverken skal synge som Carreras, Domingo eller Bocelli for at komme med i koret, ligesom det heller ikke er et krav, at man kan læse noder.

Artiklen fortsætter under annoncen

Langt de fleste mennesker kan synge fra naturens hånd og som regel er det blot et spørgsmål om lige at få stemmen trænet op. Så derfor opfordrer han alle, der er mellem 20 og 50 år og som har mere end blot én tone i livet til at møde op og se hvad der venter af muligheder og spændende oplevelser.

De gængse undskyldninger som: ”Jeg synger ikke godt nok” eller ”Jeg har meget andet at tage mig til” duer ikke, siger Carsten Hauerberg.

“Undskyldningerne har mange af os, som allerede er med i koret, også været inde over, men vi ændrede mening ved at prøve. Det at synge fire-stemmigt i et mandskor er en helt speciel oplevelse og korets øveaftenener er samtidigt et pusterum, hvor man også slapper af og hygger sig med korets øvrige medlemmer, som hurtigt bliver til en ny vennekreds, hvor man selv lige pludselig er en vigtig  brik i den store helhed”, siger formanden i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Et mandskor er selvfølgelig alene for mænd, men det er ikke ensbetydende med, at den øvrige familie holdes uden for. Tværtiomod. Mandskoret Sønderborg har mange arrangementer, hvor hele familien er med. Herudover satses der på en korrejse med ægtefæller hvert tredje år.

Mere end sang

I 2011 var koret eksempelvis i Irland og i 2014 deltog man i en stor international sangkonkurrence i Krakow. Der arbejdes i øjeblikket på en ny korrejse i 2017, som formentlig vil gå til Sydtyskland.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Derfor er det, at være med i Mandskoret Sønderborg ikke kun et spørgsmål om at synge”, siger Carsten Hauerberg. Det er lige så meget et socialt netværk, hvor man bruger hinanden som venner og nyder hinandens selskab.

For dem der har lyst til at se, hvem Mandskoret er og hvad det laver, er der åbent hus tirsdag den 20. september fra kl. 19 – 21 i Multisalen på Dybbøl Skolen. Da det er korets normale øveaften bliver der både mulighed for at lytte eller synge med, alt efter temperament.

Artiklen fortsætter under annoncen

Man er også velkommen til at kontakte Mandskorets formand Carsten Hauerberg på tlf. 20 18 68 72, for at høre nærmere.

Dem, der gerne vil prøve det i praksis inden de beslutter sig, får mulighed for at følge korets øveaftner i efteråret og synge med adventskoncerten i Christianskirken.