Tirsdag aften inviterede EUD & EUX Business indenfor til åbent hus, hvor unge og deres familier fik mulighed for at opleve skolen på nært hold og få et indblik i både undervisningen, faciliteterne og studiemiljøet.
Aftenen gav samtidig en introduktion til de muligheder, uddannelserne rummer, og hvordan hverdagen ser ud for eleverne.
Programmet bød blandt andet på rundvisninger, hvor skolens egne elever viste gæsterne rundt i faciliteterne. Her kunne man blandt andet se det digitale værksted, et kommende butiksværksted, podcaststudier og et skærmfrit mindfulness rum. Der var også mulighed for at opleve fællesområderne, herunder fitnessfaciliteterne og elevkælderen, som bruges til sociale aktiviteter.
Undervejs fortalte eleverne om deres hverdag på uddannelsen, som blandt andet byder på studieture og praktikophold i udlandet, mens underviserne gav indblik i nye fag og mere praktiske og anvendelsesorienterede undervisningsformer.
Mathilde Bonde og Sisse Kaufmann, der begge har en studentereksamen fra EUX Business og nu er i lære hos lokale virksomheder, fortalte om fordelene ved at kombinere uddannelse og arbejde frem for at sidde på skolebænken i mange år.
“Jeg er glad for at tage en uddannelse, hvor jeg bruger mig selv og min krop på en anden måde end bare at sidde hele dagen i et klasselokale”, fortalte Mathilde Bonde, som er elev hos Nielsens i Borgen Shopping.
Sisse Kaufmann, der er kontorelev hos Danfoss, fortalte om, hvordan hun gennem virksomhedens turnusordning for administrationselever får mulighed for at prøve kræfter med forskellige roller og opbygge erfaring på flere områder.



















