Der er stor sønderjysk utilfredshed med den milliarddyre togplan, der lover timedrift mellem landets største byer. Planen overser helt Sønderjylland, mener blandt andre Sønderborgs borgmester Aase Nyegaard.
Hun vil nu kontakte områdets folketingspolitikere for at få dem til at tage affære.
– Vi bliver jo totalt glemt i Sønderjylland. Vi har ikke engang timedrift fra Sønderborg, siger Aase Nyegaard til Jyllands-Posten.
Samtidig har Styregruppen for jernbaneforbindelsen Tønder – Tinglev – Sønderborg sendt et åbent brev til transportminister Pia Olsen Dyhr, hvor de skrivet at planen har en voldsom slagside. Sønderjylland bliver endnu engang tilsidesat på det skammeligste, hedder det i det åbne brev.
Styregruppen foreslår at nogle af de mange millioner i togfonden bruges til at genåbne jernbane-strækningen Tønder-Tinglev. Det vil reducere rejsetiden mellem Tønder og København fra 4 til lige under 3 timer.
Samtidig vil det skabe en hurtig forbindelse mellem Sønderborg og Tønder.