Allan Breckling glæder sig til 20. gang med sin Brecklings Bogcafé

16. november 2016 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Onsdag fortæller Allan Breckling til SønderborgNYT, at der i løbet af dagen er solgt fem billetter til bogcafeens arrangement med Morten Grunwald og Jan Hertz den 4. december.

“Siden jeg åbnede for billetsalget til bogcafeen med de to herrer, så er der flere end 100, der har købt og det er dejligt. Dejligt på den måde at folk vil møde Morten Grunwald og dejligt, fordi der er plads til rigtigt mange”, siger Allan Breckling, der tidligere har været nødt til at bremse billetsalget på grund af pladsmangel.

Artiklen fortsætter under annoncen

Allan Breckling ser frem til eftermiddagen på Hotel Comwell, hvor han selv agter at sidde lige så stille og nyde de to gæsters samtale. Samtidig kan han glæde sig over, at det er 20. gang, han er vært for sin egen idé: Brecklings Bogcafé.

“Lige inden jul går jeg på folkepension, så jeg skal jo gå langsomt frem. Og det har jeg tænkt mig at gøre. For eksempel er det planen at have to omgange med Brecklings Bogcafé i foråret og nok tre i efteråret”, siger den kommende livsnyder, der også lige skal rundt og optræde som menneskeklovnen Charling i det nye år.

Artiklen fortsætter under annoncen

På aftalejagt i hovedstaden

Ved hjælp af en Sønderjysk Spegepølse lykkedes det Allan Breckling at få lokket den superkendte forfatter Jussi Adler Olsen til at komme til Sønderborg.

“Det var en idé jeg fik og jeg må indrømme, at det vakte en del opmærksomhed, da jeg stod foran Jussi Adler Olsen på Bogmessen og gav ham en spegepølse”, siger Allan Breckling, der endnu ikke har aftalt en dato med berømtheden.

“Og bliver det en gang i foråret, der passer ham bedst, så takker jeg ja og laver en ekstra bogcafé”, siger Allan Breckling, der har navnene til de fem planlagte bogcafeer i 2017 på plads.

Artiklen fortsætter under annoncen

Blev lidt stolt

På Bogmessen mødte Allan Breckling flere af de forfattere, der allerede har været gæster i Brecklings Bogcafe og der var en, der sagde nogle ord, som satte tanker i gang hos Allan Breckling.

“Vi har bemærket, at læsere i Sønderborg snakker om forskellige bøger og flere er begyndt at forholde sig mere intellektuelt til indholdet – og så er der i det hele taget flere sønderborgensere, der er begyndt at læse bøger”.

Det tog bogcafeens bagmand straks til sig.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Fordi jeg jo hele tiden gerne har villet ha’, at der er flere, der læser mere, flere, der går på opdagelse i litteraturen og opdager, at bog gør klog”, siger Allan Breckling, der selv har bladret gennem flere hundreder tusinder af sider, hvorfra han husker forbavsende meget.

Først manden med de gule sokker

“Og nu skal vi snart høre Jan Hertz sidde og snakke med Morten Grunwald om de folkekære Olsenbandenfilm, om starten på Østre Gasværk, der pludselig blev et kulturelt hus med scene, Moten Grunwalds mange filmroller og de mange år på teatrene”, siger Allan Breckling.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og Jan Hertz har en plan om at høre Morten Grunwald komme med sit bud på, hvorfor Erik Balling kunne lave film og tv, der tog publikum med storm. Olsenbanden og Matador hittede jo også syd for grænsen.

Skal du også med?

Så kan du ringe til Brecklings Bogcafé på telefon 5240 6616 alle dage efter kl. 16.

Du kan også sende en mail til [email protected] – og du skal huske at skrive navn og antal billetter.

Billetbestillinger gælder først, når der er betalt.

Hvis du skal nyde en lækker anretning fra Hotel Comwells køkken, inden Morten Grunwald og Jan Hertz træder frem for dit blik, så skal du komme kl. 13:45 – de to gæster er klar til at sætte gang i samtalen fra kl. 15.00.

Pris med anretning er 299 kroner og uden anretning koster det 225 kroner at være med.