Allan Breckling anmelder Marco-effekten:
Den seneste film, som er lavet med afsæt i Jussi Adler-Olsens afdeling Q, er med helt ny besætning end i de tidligere film – og det skal man lige vænne sig til. Og så skal man også indstille sig på, at filmen ikke er præcis som bogen.
”Det er altså lidt mærkeligt, at replikkerne ikke helt er som i bogen”, sagde en biografgænger, som så Marco-effekten søndag aften. Filmen blev også set af Allan Breckling, der tidligere har haft besøg af netop Jussi Adler-Olsen i Brecklings Bogcafé – og han skriver:
Det var med lidt spændt forventning at jeg satte mig ind i Kinoramas biografsal for at se Martin Zandvliets instruktion af Jussi Adler-Olsens berømte roman, Marco Effekten – den femte af Jussi Adler-Olsens verdensberømte romaner. Og har de ret – dem med de mange, mange protester, der har været over den nye version – og om det nye cast?
Det er jo svært at omstille sig fra de tidligere let folkekomedieagtige Afdeling Q-film med Nikolaj Kaas som Carl Mørck – hygge, hygge krimifilm – og så over kommer ind i det mere dystre – mere dybe univers, der vitterligt er kernen i Jussi Adler Olsens kriminalromaner. Og med den sociale indignation han har overfor de umenneskelige udnyttere og forbrydere der opererer i ly af velfærdsstatens goder.
Ulrich Thomsen er simpelthen gennemført fremragende til at spille den urimelige – vrisne – nikotin-abstinente agressive og dybt ensomme – og det både fysisk og psykisk – kriminalkommissær Carl Mørck. Nok ret så socialt handicappet – men en fremragende drabsefterforsker.
I denne nye version har vi fået en ny Assad i skikkelse af Zaki Yousset – som i starten nok må siges at være en bleg udgave – men det kommer – det kommer – rollen vokser sig stærk i løbet af filmen. For den mand er – trods sin mildhed og menneskelige forståelse, især over for Carl Mørck – en realistisk og bundfarlig person.
Man kunne måske mangle de små finurligheder og det lune ping-pong-spil i sproget fra romanerne, men man har nok fokuseret mere på den katastroferamte Carl Mørck og de dystre temaer – og sandelig må man sige, at det er et trist, gråt og grimt Danmark filmen skildrer.
Og der var en enkelt tilskuer, der grinte i samme øjeblik vi så Anders Matthesen dukke op på lærredet – det stoppede hun med ret hurtigt med – genial idé at lade denne mand spille en slibrig, storsvedende og måske afstumpet skurk. Ihvertfald kan han nu defitinitivt kalde sig og skrive skuespiller på sit visitkort – og det med bravo.
Det er en ægte thriller – lige i Jussi Adler-Olsenss ånd – og de, der har læst bøgerne, vil genkende det univers som Carl Mørck oprindeligt er bundet af. Det er en fremragende og dødspændende kriminalfilm i det hele taget. Det polerede og overfladiske fra tidligere film er pillet af – og tilbage står en uforfalsket og nyskabt afdeling Q – og så kan man kun glæde sig fortsættelsen, hvor noget tyder på at vi skal til Bornholm med ’Den Grænseløse.
Men se nu selv filmen – Marco-effekten – i Kinorama i Borgen Shopping og bedøm den selv.
