Der blev både malet krus, spillet bingo og solgt lodder, da otte børn fra Julemærkehjemmet Fjordmark besøgte Kop & Kande i Sønderborg sammen med deres forstander Jesper. Besøget blev samtidig brugt til at markere årets donation til Julemærkehjemmene, hvor Kop & Kande kæden har samlet 250.174 kroner ind gennem salg af udvalgte produkter.
Pengene er samlet ind i hele Kop & Kande kæden, hvor en del af overskuddet fra salget går til Julemærkefonden.
Børnene malede blandt andet på krus fra Kähler. Krusene bliver efterfølgende brændt og givet til Julemærkehjemmet Fjordmark.
Der blev også spillet bingo, hvor børnene vandt præmier til Julemærkehjemmet, og børnene havde samtidig lodder med, som de kunne sælge i butikken.
Børnene sluttede dagen af med hver sin goodiebag med varer fra Rosendahl, F&H og Klarborg, som alle er leverandører, Kop & Kande samarbejder med om produkter, der sælges til fordel for Julemærkehjemmene.
“Vi er meget stolte af, at vores kunder bakker så godt op om salget. Det betyder meget for os, at butikken kan være med til at støtte Julemærkehjemmene og samtidig give børnene fra Fjordmark en god dag”, siger Line Helene Andreasen, indehaver af Kop & Kande Sønderborg.
Julemærkehjemmene hjælper børn mellem 7 og 14 år, som blandt andet kæmper med mobning, ensomhed, skolefravær og lavt selvværd. Børnene får et ophold med fokus på trivsel, bevægelse og troen på sig selv¨.


















