Det var varmt i Skansen søndag aften, da musikere, garder og orkestre fra flere lande indtog gulvet foran publikum med march, musik og præcise formationer. International Tattoo Show er et af de store højdepunkter under Ringriderfesten, og fra første tone blev publikum ført gennem et show, hvor der hele tiden skete noget nyt.
Tempoet skiftede gennem aftenen mellem hurtige numre, rolige øjeblikke og store optrædener med alle bands samlet. Det hele krævede præcision, når musikken og de mange formationer skulle gå op.
Blandt de internationale gæster var et militærorkester fra Ukraine, som optrådte sammen med majorettes. Derudover deltog Tveit Union Musikkorps fra Norge og Tamarco Show and Marchingband fra Holland.
Også danske og lokale kræfter var med til at fylde programmet. Publikum kunne blandt andre opleve Århus Brass Band, Sønderborg Garden og Sønderborg Pipes and Drums. Elever fra MGK på Sønderborg Musikskole viste også, hvad de kunne, og leverede en optræden, der blev taget godt imod af publikum.
Aftenens program bød desuden på optrædener fra Christoffer Brodersen og Hugo A, der tidligere på året vandt X Factor. Mere end 250 musikere, sangere og dansere medvirkede i showet, som blev mødt med store klapsalver fra publikum.
International Tattoo Show sluttede med, at musikere fra flere lande samledes til aftenens afslutning. Det satte et storslået punktum for et show med musik, march og imponerende præcision.
Mandag fortsætter festen med herrefrokost, musik på Rådhustorvet og endnu en dag med liv på Ringriderpladsen, inden årets Ringriderfest afsluttes med musikalsk festfyrværkeri.
Se flere billeder fra showet på SønderborgNYTs Instagram.


















