Solen står højt over Ringriderpladsen, musikken spiller mellem teltene, og der er stadig godt gang i køerne ved madboderne og aktiviteterne. Ringriderfesten nærmer sig sin afslutning, men søndag er pladsen fortsat fyldt med børn, voksne, ryttere og heste, der får det sidste med.
I Børneland blev årets sidste timer flittigt brugt. Der var kø ved flere af aktiviteterne, og det virkede til, at endnu flere familier havde fundet vej end de foregående dage. Blandt gæsterne var Katrine Østergaard fra Gråsten, der havde været afsted flere dage sammen med sine piger på fire og syv år.
“Vi har været her flere dage, og pigerne hygger sig rigtig meget i Børneland. De elsker at komme her hvert år, så vi skulle selvfølgelig også lige have den sidste dag med. Nu glæder de sig allerede til næste år”, siger Katrine Østergaard til SønderborgNYT.
Børneland lukkede søndag for i år og dermed for sidste gang under årets Ringriderfest. I Tivoli var der stadig kø ved flere af forlystelserne, hvor især de større børn prøvede de mere vilde ture.
I Hesteskoen var der musik søndag eftermiddag, mens gæsterne fandt plads ved bordene. Også ved Street Food-området var der liv, hvor mange lagde vejen forbi madboderne og fandt en plads i solen.
Ved galgerne var rytterne samtidig i gang med årets sidste ringriderdyst. En række kvindelige ryttere er blevet hædret med årsmedaljer for deres mange år i sadlen, og resten af dagen gjaldt det de sidste ridt og de endelige placeringer.
Dennis Kusk fra Nordborg var taget på pladsen sammen med venner og var blandt dem, der nød søndagen på pladsen.
“Vi kommer for hyggen og stemningen, og det er noget, vi ser frem til hvert år. Det hører ligesom med til sommeren, så selvfølgelig skulle vi også med i dag”, siger Dennis Kusk.
Søndag er sidste dag med selve ringriderdysten, og senere bliver de endelige resultater gjort op. Derefter rider heste, ryttere og orkestre tilbage mod Sønderborg Slot i årets sidste rytteroptog.
I aften danner Sydjysk Sparekasse Skansen rammen om det traditionsrige Internationale Tattoo Show med storslået musik og underholdning fra nogle af de bedste danske og internationale orkestre.
Publikum kan blandt andet opleve Hugo A, Ukrainian Military Orchestra and Majorettes, Tveit Union Musikkorps (Norge), Tamarco Show- and Marchingband (Holland), Århus Brass Band, Sønderborg Garden, deltagere fra MGK, Sønderborg Pipes and Drums samt Christoffer Brodersen.
Der er fortsat billetter til salg for dem, der ønsker en aften fyldt med musik, marchopvisninger og internationale gæsteoptrædener. Billetter kan også købes i indgangen.
I Lansen bliver der gjort klar til mandagens store ringriderfrokost, som bliver startskuddet til festens sidste dag, inden årets Ringriderfest rundes af med festfyrværkeri over pladsen.
Se flere billeder fra Børneland og galgerne på SønderborgNYTs Instagram.






















