Alsie Express og Seadane Travel klar med storby-ferie i Wien

3. april 2017 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Alsie Express og Seadane Travel gentager succesen og samarbejder om endnu en rejse ud af Sønderborg Lufthavn. Denne gang går turen til den østrigske hovedstad.

Efter sidste års udsolgte storbyferie til Berlin, tilbyder Seadane Travel nu sønderjyder og nordtyskere en tur til det smukke Wien i sensommeren.

”Wien har virkelig meget at byde på”, siger Karsten Schøn fra Seadane Travel.

”Der er noget for enhver smag, lige fra Wiener Staatsoper, over kejserpaladset Hofburg til Wiens historiske centrum, der er på UNESCO’s verdensarvsliste.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Afrejse fra Sønderborg Lufthavn er den 26. september og hjemrejse er 30. september. Udover flyveturen som varer 2 ½ time, indgår 4 overnatninger inklusiv morgenmad på det meget centrale 4-stjernede hotel Mercure Wien Centrum.

Herfra kan man til fods nå mange at attraktionerne i Wien.

”Vi vil rigtig gerne udbyde flere spændende rejser fra Sønderborg Lufthavn når muligheden byder sig. Vi har mange forespørgsler på ture ud i Europa og vi har tidligere fløjet til London og Berlin, og i sommermånederne flyves der til Toscana og Sardinien”, siger adm. direktør Lone M. Koch, der selv godt kunne tænke sig at opleve Wien og særligt den spanske Rideskole.

Artiklen fortsætter under annoncen

Indehaveren af Seadane Travel, Karsten Schøn, ser mange muligheder i samarbejdet for begge parter.

Seadane Travel er specielt kendt for sine krydstogt-rejser.

Med i selskabets fremtidsplaner er et øget brug af Sønderborg Lufthavn både i forhold til svip-ture som denne til Wien, men også i forbindelse med firmaets mange krydstogt-grupperejser.

Mange ser det som en stor fordel at rejse fra Sønderborg Lufthavn, som både er tæt på, overskuelig og hvor man gratis kan parkere sin bil.