Alsingergildet – som er 78 år – har udnævnt det syvende æresmedlem

Bestyrelsen overrakte diplomet. Privat Foto
Bestyrelsen overrakte diplomet. Privat Foto
6. maj 2024 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

Anna Kirstine Nielsen, Mjanghøj, er udnævnt til æresmedlem af det alsiske dialektselskab Alsingergildet. Udnævnelsen fandt sted i Hørup Lokalhistoriske Arkiv, hvor Anna Kirstine stadig er frivillig hjælper, og hvor repræsentanter fra gildet kunne overraske hende med æresdiplom og blomster.

Anna Kirstine Nielsen var den første kvinde, der kom ind i det ellers mandsdominerede Alsingergilde. Det skete i november 1983 – og ikke helt uden sværdslag. Nogle af gildebrødrene mente bestemt ikke, at Alsingergildet var et sted for kvinder. Anna Kirstine har imidlertid gjort deres skepsis til skamme – ved at være med i mere end 37 år, skriver Alsingergildet.

Artiklen fortsætter under annoncen

I den tid har hun været en yderst aktiv gildesøster med vigtige poster som bl.a. kasserer og ansvarlig for bogsalget. Alsingergildet kan også takke bl.a. hende for, at Alsisk Ordsamling, som dengang var under udarbejdelse, også kom til at indeholde ord fra køkken, have og husholdning i øvrigt.

Siden har ligeberettigelsen for længst indfundet sig i Alsingergildet, hvor der nu er nogenlunde lige mange mænd og kvinder, og hvor oldermanden nu er en kvinde.

Anna Kirstine Nielsen trådte efter eget ønske ud af Alsingergildet i 2021, men gildet har stadig glæde af hendes viden og ekspertise, idet hun fungerer som revisor for gildet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Anna Kirstine Nielsen er kun det syvende æresmedlem i Alsingergildets 78-årige historie. Det er således en titel, som kun er få forundt. Gildets tidligere viceoldermand, Johannes Diederichsen, og oldermand, Hans Jørgen Clausen, er de nulevende, som sammen med Anna Kirstine kan bryste sig af titlen.

19. maj 2024 112, Sydals

Det er højsæson for have- og naturbrande

19. maj 2024 112

  Efter en lang vinter, hvor frosten har drænet planterne for vand, skal der kun en smule sol til at udtørre naturen og skabe brandfare, oplyser Beredskab Sønderborg. Det er især aske og cigaretskod, afbrænding af haveaffald og brug af ukrudtsbrænder, der er årsag naturbrande. Og mange benytter det gode vejr i Pinsen til grill […]

Læs mere...