Alsion-koret fejrer fødselsdag med gratis koncert

17. januar 2018 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Alsionkoret fylder 10 år i år og fejrer dagen med et brag af en koncert på selve fødselsdagen den 4. februar kl. 15 i café Alsion.

”Vi glæder os over vores dejlige kor, som har stabiliseret sig med en fast kerne, hvert år suppleret med nye inspirerende stemmer fra studerende på Syddansk Universitet. Desværre må også flere studerende hvert år forlade koret, fordi de enten skal videre i studierne andre steder eller har afsluttet studiet fra SDU og skal ud i verden at søge job”, siger korformand, Claus Moos, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

På fødselsdagen vender mange af de tidligere kormedlemmer tilbage for at fejre 10-året sammen med deres gamle korvenner.

”Jeg glæder mig meget til koncerten, hvor vi synger en perlerække af nye og gamle sange, som kormedlemmerne selv har været med til at udvælge blandt deres yndlingssange. Specielt glæder jeg mig til at gense vores gamle kormedlemmer og have dem i koret igen. Flere af dem, der kommer, har faktisk været initiativtagere til koret”, siger korets dirigent, Johan Korsfeldt og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det bliver et stærkt kor, der giver koncert efter et superintensivt prøveforløb i weekenden op til koncerten”

Alsion har tilført Sønderborg mange kulturaktiviteter.

En af dem er oprettelsen af Alsionkoret. Her nyder koret fordel af fast øvelokale og betaler tilbage med underholdning til festligholdelse af dimissioner, indkøb af nyt materiel til diverse institutter og så videre.

Alsionkoret deltager også i arrangementer uden for Alsion og bidrager derved til korlivet i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi har grund til at være taknemmelige over for Fabrikant Mads Clausens Fond og LINAK, som både gennem årene har støttet Alsionkoret og tilmed har ydet bidrag til at gøre jubilæumskoncerten særlig festlig.

Mange tak for disse skulderklap.

Velkommen til Jubilæumskoncert i Café Alsion. Gratis adgang.