Pressemeddelelse:
Torsdag deltog et hold 2. års elever fra handelsgymnasiet i undervisningen på Syddansk Universitet i Sønderborg. Eleverne fra studieretningen Mini-Master besøgte Alsion for at følge undervisningen hos Daniel Staugaard, der underviser i marketing på SDU.
Forud for lektionerne gav Daniel Staugaard eleverne en rundvisning på Alsion, og for mange af eleverne var første gang, de ser de forskellige fakulteter og tilhørende institutter, som Syddansk Universitet huser på Alsion.
Eleverne fulgte med stor interesse eftermiddagens undervisning om mærkevarer, som viste sig at stå i naturlig forlængelse af deres undervisning i afsætningsøkonomi på handelsgymnasiet.
”Det er anderledes, men slet ikke så svært at følge undervisningen” siger Kristian ligesom flere af hans kammerater efter forelæsningen. Efter selve undervisningen fremlagde udvalgte studerende et projekt om Carlsberg, og her kunne handelsgymnasiets elever nikke genkendende til nogle af de anvendte modeller, som f.eks. produkters livscyklus.
”Formålet med besøget er, at eleverne på handelsgymnasiet får øjnene op for de studier SDU udbyder i Sønderborg, men også for at være en inspirationskilde til fremtidigt studie” udtaler Dorthe Milling Stjernholm, rektor på Business College Syds handelsgymnasium.
”Det er et af handelsgymnasiets mål på Business College Syd, at flere unge vælger at studere videre efter endt gymnasietid.” fortsætter rektoren, og hun understreger, at elevernes besøg er et godt eksempel på samarbejdet mellem SDU i Sønderborg og Handelsgymnasiet.
Allerede i starten af det nye år vil flere elever fra handelsgymnasiets andre studieretninger også få mulighed for at følge undervisningen på SDU, og forhåbentlig blive interesseret i at fortsætte på en videregående uddannelse på universiteter i ind- og udland.