Lørdagens første udrykning for Beredskab Sønderborgs indsatsleder var til Nordborg, hvor der var ild i en autocamper. Heldigvis var det kun motoren, der var ild i.
Senere kørte de frivillige brandmænd fra Ullerup til Vester Sottrup, hvor der var splidt olie på en vejstrækning – og de fik assistance fra Broager Frivillige Brandværn, som spulede olien væk fra kørebanen.
“På Hørtoftvej i Dybbøl var der en bilist, der havde slået bundkarret i bilen i stykker i en chikane, så der var også olie på vejen der”, siger indsatsleder Bo Olesen fra Beredskab Sønderborg. Her var det igen Broager Frivillige Brandværn, som ryddede op og fik olien væk.
“Der kom også en forespørgsel fra Morbærhegnet og jeg talte i telefon med beboeren, der forklarede, at der var røg i flere lejligheder. Han kunne ikke sige, hvor røgen kom fra, så jeg kaldte brandfolk fra Station Sønderborg med det samme”, siger indsatslederen til SønderborgNYT.
“Det viste sig, at der var en, som grillede på altanen og røgen blev trukket ind i lejlighederne af udsugningsanlægget. Men hellere et par brandbiler for meget end et par for lidt”, siger Bo Olesen.
Der blev også ringet fra Sønderborg Lystbådehavn, hvor der var set olie i vandet.
“Vi satte en drone op og fik lokaliseret olien og herefter var det Miljøvagten, som overtog opgaven”.
Fra lystbådehavnen måtte indsatslederen en tur til Sønder Havnegade.
“Der var problemet med et af elskabene på broen og her tilkaldte jeg en elektriker”.
Her kan du se billeder fra et par af lørdagens indsatser.





















