Børn og voksne stod foran kanonen da skuddet faldt

13. juli 2016 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Onsdag aften var der en rundvisning i Historicenter Dybbøl Banke, hvor 73 børn og voksne blev klædt grundigt på med viden om Stormen på Dybbøl i 1864.

Inden gæsterne blev samletog kommanderet op på tre rækker, var der tid til at bage pandekager, støbe geværkugler og sikre sig lidt 1864-varer i boderne.

Mens børn og voksne stod på række, fik de lidt at vide om, hvad soldaters opgave var, de fik lært at stå både rør og et – og så fik det ellers i rask march til den næste post, hvor der blev fortalt om de forskellige geværer, der blev skudt med i 1864. Her blev det understreget, at en hurtig soldat kunne skyde to skud med sit forladergevær i minuttet og en bivirkning ved geværet var, at man skal stå op for at lade det.

Artiklen fortsætter under annoncen

“De preussiske soldater havde baglade-geværer og kunne skyde et skud hvert 10. sekund og så kunne de ligge ned og lade”, sagde den frivillige 1864-soldat, som så sendte hele flokken op i skansen.

Herfra gik turen via broen ind i selve skansen – og børnene skulle trække broen tilbage, så der ikke risikerede at komme preussere med over.

Kanon-viden

Der er flere typer kanoner i Historiecenter Dybbøl Banke og efter at have hørt om de forskellige slags ammunition og hvilke skader de kan udrette, så blev det tid til at få skudt en kanon af.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Nu smutter vi ud af skansen og ud, hvor de preussiske soldater stod og så er vi foran kanonen, når den skydes af. Ikke i skudlinien, fordi soldaten kan jo glemme at få ladestokken ud, når han har ladt kanonen med løst krudt”, siger obersten.

73 mennesker stod i passende afstand foran skansen og så kanonen blive fyret af – og så skulle alle dem, der ikke var tøsedrenge storme skansen.

“De, der ikke er tøsedrenge, løber bare den lige frem til skansen”, lød det fra oversten og især børn gav den fuld gas.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ved voldgraven blev der bremset og her fulgte opskiften på, hvordan den kunne forceres og bagefter blev det fortalt, hvordan den forsvares.

Efter et kort besøg på en forbindingplads, hvor der blev sagt en del om, hvordan man hjalp sårede soldater, var det hele slut.