I 2015 besluttede Sønderborg Kommune at nedsætte en politisk styregruppe, der skulle forberede arbejdet frem mod etableringen af et formaliseret samarbejde mellem Sønderborg Kommune, Fåborg-Midtfyn Kommune og private interessenter, der alle ville arbejde for at skabe en fast forbindelse mellem Als og Fyn. Det skriver borgmester Erik Lauritzen på sin Facebookside.
I 2017 blev det officielle og formelle samarbejde etableret og i 2019 blev der nedsat en komite, som fik til opgave at få skabt politisk opbakning til et regionalt infrastruktur projekt. Et samarbejde om en fast forbindelse der har til opgave at skabe udvikling for erhvervslivet og turismen i Syddanmark.
Endelig kommer forundersøgelsen
Her seks år efter har den socialdemokratiske regering fremlagt et infrastrukturudspil, som giver opbakning for en forundersøgelse af det endelige projekt. En bro der skal skabe en fast forbindelse mellem Fyn og Sønderjylland.
Igennem årene har der de tidligere regeringer udeladt at udvikle infrastrukturen i Sønderjylland, så derfor er det glædeligt, at vi nu lokalt har kunne gøre vores indflydelse gældende på Christiansborg.
Der skal lyde en stor tak til Trafikminister Benny Engelbrecht, formandskabet i Als-Fyn forbindelsen Jørgen Mads Clausen og Esben Østergaard, og ikke mindst Borgmester Hans Stavsager fra Fåborg-Midtfyn kommune.
Uden jeres store engagement var vi ikke kommet så langt. Men også resten af komiteen for Als-Fyn forbindelsen og Foreningen Als Fyn Broen har ydet en kæmpe indsats, tusinde tak for det !
Nu er vi på vej, og det viser at samarbejdet imellem kommuner og private interessenter kan bringe os langt.
Udviklingen af hele Danmark er afgørende for en balance i vores samfund, og jeg glæder mig over at særligt vores virksomheder får gavn af en kommende bro forbindelse.
Jeg er stolt over at være borgmester for en kommune, der arbejder langsigtet og visionært med udvikling, der er til gavn for hele Sønderjylland.
Men særligt fordi det betyder utroligt meget for Als og hele Sønderborg Kommune, skriver borgmesteren på Facebook.