Natten til i dag, torsdag, klokken 03:49 rykkede brandmænd fra Station Sønderborg ud til en brand på en altan på Søstjernevej og politiet sendte en patrulje og en indsatsleder til stedet.
“Hele opgangen blev evakueret og brandfolkene fik ret hurtigt slukket branden”, siger Chris Thorning Vesterdal fra det lokale politi. Han tilføjer, at ingen personer kom noget til.
“Men der er store skader på altanen og en del skader i lejligheden. Desuden sprang ruderne”.
Beboeren i lejligheden har forklaret politiet, at han havde røget en cigaret på altanen, men den skulle være slukket på ansvarlig vis.
“Der er vidner, som hørte nogle brang, men om de kom fra ruderne, der sprang eller fra noget andet ved vi ikke og derfor vil vi gerne høre om det, hvis der er nogen, der har bemærket noget”, siger Chris Thorning Vesterdal.
Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4 – og du kan se billeder fra branden her.


















