Broager Brandværn mangler kursus-kroner til endnu en holdleder

12. september 2019 Broager Skrevet af: Ole Kæhler

Mere end nogensinde har Broager Frivillige Brandværn brug for borgernes opbakning og støtte, når 33 brandmænd på hver deres rute fra på søndag og en uge frem ringer på dørene for at komme i kontakt med alle husstande på Broagerland.

“Sædvanen tro sælger vi støttekort, og i år går beløbet, som Broagerlands borgere er så venlige at støtte brandværnet med, til at betale en holdleder-uddannelse for en af vores dygtige brandmænd”, fortæller brandkaptajn Ole Nielsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi er desværre havnet i en situation, hvor kommunes budget til uddannelser er brugt. Derfor er mange uddannelser sat i bero indtil videre. Det rammer os hårdt. Dels mangler vi akut en holdleder, dels har vi tre ikke uddannede brandmænd, der er tvunget til at vente til engang næste år, inden de kan blive uddannet”.

Uden holdleder ingen udrykning

Holdlederen er en særligt uddannet brandmand der leder brandmandskabet og har opsyn med sikkerheden på brand- eller ulykkesstedet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Holdlederen rykker altid med ud, så uden holdleder kan brandværnet ikke rykke ud.

Det er lykkes os at få én brandmand afsted på holdlederkursus, men vi har et ønske om at sende én mere på kursus, så vi kan være sikre på, at der altid er en holdleder klar til udrykning, hvis alarmen går.

“Det er derfor, vi i brandværnets bestyrelse har besluttet, at det indsamlede beløb, uanset beløbets størrelse, hver enkelt borger måtte have lyst at bidrage med, skal bruges på en holdleder-uddannelse. Vi håber, at det lykkes for os at få sendt en brandmand afsted på uddannelse allerede først på året 2020”, oplyser brandkaptajnen i Broager.

Artiklen fortsætter under annoncen

Et kursus varer 5 uger og prisen ligger på ca. 60.000 kroner og dertil kommer evtuel lønkompensation.