På torsdag kl. 18.30 viser Sønderborg International Ciné-Club ”Almanya, Wilkommen in Deutschland”, en veloplagt tysk komedie-drama.
Titlen ”Almanya” – Tyskland på tyrkisk – og undertitlen ”Velkommen til Tyskland” peger på hovedtemaerne: kulturel identitet og integration. I filmen møder vi tre generationer i en familie, der har rødder i Tyrkiet og flyttede til Tyskland i 1960’erne.
Et af filmens store spørgsmål er, i hvilket land og i hvilken kultur de forskellige familiemedlemmer føler, at de hører hjemme, skriver Sønderborg International Ciné-Club i en pressemeddelelse.
Svaret er på ingen måde entydigt.
”Almanya – Velkommen til Tyskland” er baseret på de tysk/tyrkiske søstre Yasemin og Nesrin Samderelis barndomserindringer. De har sammen skrevet manuskript til filmen.
Med sans for de komiske detaljer fortæller de historien om Hüseyin Yilmaz, der som tyrkisk gæstearbejder nummer én million og én kommer til Tyskland for at prøve lykken – og hvad der herefter hænder familien.
Her handler ikke blot om kulturer, der mødes – filmens tilblivelse har også været en multikulturel proces i sig selv.
Filmen er optaget dels i Tyskland dels i Tyrkiet med et stort filmhold fra begge lande.
Filmen blev præmieret i USA og Tyskland ved forskellige festivals.
Den vises kl.18.30 i Farverihallen, EUC Syd i Sønderborg.
Som sædvanligt vil aftenen starte med en kort introduktion og slutte med en debat, begge styret af Jaume Castan Pinos, assistant professor på Syddansk Universitet.
Der vil være mulighed for let traktement på stedet.
Der er gratis entré og alle er velkomne.