Daniel Staugaard: Borgerne skal hjælpe Sønderborg frem til Nullet

Daniel Staugaard. Foto: Schrankenmüller
Daniel Staugaard. Foto: Schrankenmüller
11. marts 2022 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Venstres Daniel Staugaard, der er næstformand i Natur-, Klima- og Miljøudvalget, fortæller til SønderborgNYT, at med borgernes hjælp, så kan Sønderborg nå nullet og blive CO2-neutral i 2029.

“For at skrue ned for CO2-udslippet, så skal borgerne i Sønderborg stoppe med at bruge fossile energikilder”, siger Daniel Staugaard og fortæller, at det ikke alene er klimaet, som vinder på, at borgerne hopper med på klimatoget og går deres boliger efter en ekstra gang.

“Der er mange penge at spare på at få skiftet gamle vinduer ud med nye – og har man oliefyr eller naturgas, så er det en god idé at skifte til jordvarme eller en varmepumpe, hvor det ikke er muligt at komme med på fjernvarmen”, siger Daniel Staugaard.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Boligejere kan også overveje, om der skal isoleres eller måske sættes et nyt tag på huset”.

Et af de områder, som er i fokus i denne tid, er transport.

“Der gælder det om at få antallet af benzin- og dieselbiler ned – de skal skiftes ud med elbiler. Der er også CO2 at spare, hvis flere kører sammen, tager bussen eller springer på cyklen”, siger Venstremanden.

Daniel Staugaard har læst på SønderborgNYT, at kun 24 af kommunens 567 biler kører på el.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Når vi, som kommune, beder folk om at gøre noget, så mener jeg, at vi skal gå foran. Derfor vil jeg spørge ind til, hvad det vil koste at få resten af kommunens biler til at køre klimarigtigt og høre, hvor hurtigt, det kan lade sig gøre at ‘farve’ dem grønne”.