Det ulmer stadig i flisstakken – og det kan give lugtgener

Brand i flisstakken ved Flisværket i Sønderborg. Foto: Hørup Frivillige Brandværn
Brand i flisstakken ved Flisværket i Sønderborg. Foto: Hørup Frivillige Brandværn
12. oktober 2023 112 Skrevet af: Ole Kæhler

Det ulmer stadig i flisstakken ved Flisværket i Sønderborg og derfor vil der være røg og lugtgener i længere tid i området. Det oplyser Beredskab Sønderborg, der er på stedet og har branden under kontrol.

Årsagen er, at man – for at minimere området med gløder – adskiller flisen for at minimere chancerne for større brand. Men når man flytter rundt, så kan der komme ilt til gløderne og kan en brand blusse op igen.

Det ser ud til, at den stak flis, der er brand i, er den eneste stak med ild i. Derfor ser strategien med adskillelse ud til at lykkes, og Beredskabet fortsætter sammen med entreprenørmaskiner fra Flisværket med at grave ud i flisstakken og køre ud flisen til slukning, fordi det virker, skriver Bredskab Sønderborg i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Arbejdet betyder, at naboer omkring flisværket skal forvente mere røglugt. Arbejdet forventes at stå på en uges tid, inden flisstakken er blevet gravet igennem. Røgen og lugten er ikke farlig, det svarer til røg fra et bål. Hvis man er generet af lugten, så er et godt råd at holde døre og vinduer lukket.

Beredskab Sønderborg følger op dagligt på stedet samt med dronebilleder. Udfordringerne med brand i flisstakken på Flisværket ved Sønderborg Varme begyndte den 11. september, hvor der blev konstateret røgudvikling fra noget oplagret flis på stedet. Røgen viste sig at stamme fra gløder i flisstakken. Der blev hurtigt taget hånd om branden, og Sønderborg Varme fik minimeret skadens omfang ved at fjerne den flis, som lå op til området med gløderne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er helt naturligt, der sker en varmeudvikling i oplagret flis, som kan blive op til 60 – 70 °C i midten. Under uheldige omstændigheder kan processen udvikle sig, så temperaturen stiger, og der opstår gløder.

Der er ingen umiddelbar forklaring på, hvorfor det er sket netop nu, fordi flisen er håndteret som tidligere år, og sådan en brand ikke er sket før i flisværkets tid.