Det er virkeligt hyggeligt at lægge ører til Benny Andersen og Poul Dissing, når de skal præsentere deres sange hen over en aften – og det fik et stopfyldt Cathrinesminde Teglværk fornøjelse af onsdag aften, hvor det første
Kulturmåned-arrangement fandt sted.
“Jeg mødte Benny Andersen i København for adskillige måneder siden og spurgte ham, om de ville spille for os. Benny Andersen sagde, at hvis de var i live til maj, så ville de gerne”, sagde Jørn Lehmann, der er en del af den store flok, som står bag Kulturmåned i Broager.
Når det er Benny Andersen og Poul Dissing, så handler det selvfølgelig om Svantes viser og dem har de to herrer rejste rundt med flere årtier. Ikke mange andre kan gøre dem kunsten efter, så man kan vel sige, at Benny Andersens tekster er langtidsholdbare.
Svante er en mand, der levede en svær tilværelse og faktisk havde han kun en enkelt lykkelig dag i sit liv.
“Han var ind imellem kæreste med Nina. De kunne ikke undvære hinanden og heller ikke holde hinanden ud”, siger Benny Andersen. Han fortæller, det er Poul Dissing, der har skrevet musikken til de fleste af sangene.
“Men det har jeg altså ikke”, lyder det fra Poul Dissing.
“Det er rigtigt. Poul har nynnet dem og så har jeg skrevet dem ned. Han er nemlig nodeblind”, forklarer Benny Andersen.
Bestillingsdigt til BT
I 1973 var der oliekrise og det gav blandt andet bilfri søndage. Og BT havde bedt Benny Andersen skrive et digt om krisen.
“Det skulle være noget med nedskæringer og sådan og det blev så til Hilsen til Forårssolen. Et sted skriver jeg: En gang går solen, sin runde uden mig. Men når forårssolen skinner, lever jeg”, siger Benny Andersen. Og ordene “Når forårssolen skinner, lever jeg”, har han set flere andre steder.
“De rummer på en eller anden måde evigheden, så de er brugt på en gravsten”, siger han. Han medgiver, det er lidt underligt, at nogen bruger et bestillingsdigt om oliekrisen på en gravsten.
Ophold i musikken
Som ved alle andre koncerter, så kom der også et ophold i musikken under Kulturmånedkoncerten.
“Der bliver et lille ophold, fordi Poul og jeg vil tage ophold i et opholdsrum. Når vi har været derinde lidt, jeg ved ikke hvor længe, så vil vi igen opholde os her”, siger Benny Andersen. Og så var der pause, hvor musikerne sad i opholdsrummet og alle gæsterne fik fedtemadder og kaffepunch.
Efter pausen kom Benny Andersen og de to musikere tilbage uden Dissing.
“Han har fået forlænget sin opholdstilladelse”, siger Benny Andersen og fylder ventetiden ud med at læse et af sine digte om Svante.
Go’ Nu Nat
Alt godt får en ende og sådan var det også med koncerten i Cathrinesminde Teglværk.
“I masser af år har Poul og jeg altid brugt en tysk melodi, når vi rundede af, men så mente Poul, vi skulle have vores egen godnatsang”, siger Benny Andersen, der havde spurgt, hvad den så skulle handle om.
“Noget med Go’Nu Nat, sagde Poul og jeg sagde vist: Og gå nu lige hjem – og så var inspirationen der”, siger Benny Andersen. Og efter de have spillet den sang, blev de hyldet med et stående bifald fra teglværksgæsterne.
Som tak for bifaldet blev Virus Blues spillet som ekstranummer.