Donation giver nye muligheder for handicapidræt i Sønderborg

Ole Thomsen glæder sig over den nye snooker-facilitet. Privatfoto
Ole Thomsen glæder sig over den nye snooker-facilitet. Privatfoto
9. december 2024 Frivillige Skrevet af: Michael Kjær

Sønderborg Handicap Idræt (SHI) har med en donation på 35.394 kr. fra Norlys Vækstpulje Syd renoveret et slidt snookerbord, som samtidig er blevet flyttet til nye, moderne faciliteter på Sønderborg Kaserne. Disse faciliteter er stillet til rådighed af Sønderborg Kommune. I fredags holdt SHI reception i de nye lokaler på kasernen.

Børge Agerlund, formand for bestyrelsen i Sønderborg Billard Club, bød SHI velkommen til kasernen og fortalte, at deres medlemskreds siden indflytningen på kasernen primo 2022 er mere end tredoblet – fra 22 til nu 57 særdeles aktive og turneringsmindede medlemmer.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Snooker er et udfordrende spil. Den nye facilitet udfordrer bevægelseshæmmede med skarpe hjerner og passer perfekt ind i den palet af idrætstilbud, som vi i Sønderborg Handicap Idræt tilbyder vores medlemmer,” sagde Tage Schmidt, formand for SHI, i forbindelse med indvielsen.

Snooker er en variant af billard, der spilles på et stort bord med huller i hvert af de fire hjørner samt på midten af hver langside. Spillet foregår med en kø, en hvid stødball, 15 røde baller og seks farvede baller.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Med donationen fra Norlys Vækstpulje og den gennemførte renovering har vi fundet en bæredygtig løsning på et ellers nedslidt snookerbord. Med kommunens opbakning og flytningen til Sønderborg Kaserne forventer vi at tiltrække mange nye medlemmer til vores snooker-aktiviteter,” sagde Tage Schmidt til de fremmødte og opfordrede samtidig til et styrket samarbejde, da snooker også tiltrækker interesse fra billardklubbens medlemmer.

Snooker kan spilles af alle personer uanset handicap – bortset fra blinde – men svagtseende kan dog godt deltage. Med særlige hjælpemidler kan både kørestolsbrugere og amputerede også spille snooker. I Danmark har 2-3 handicapklubber, heriblandt Sønderborg Handicap Idræt, snooker på programmet. Snooker er officielt anerkendt som en Parasport Danmark-disciplin, og der afholdes danske forbundsmesterskaber, oplyser Sønderborg Handicap Idræt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Handicap Idræt (SHI) er en forening for alle, der ønsker at dyrke sport i fællesskab, uanset handicap. Det årlige kontingent er 400 kroner og giver medlemmer ret til at deltage i en bred vifte af SHI’s idrætstilbud. Blandt de mest populære aktiviteter er bowling, hockey, snooker, showdown, styrketræning, svømning og tandemcykling.

Du kan læse mere om SHI på foreningens hjemmeside, og interesserede kan melde sig ind i SHI ved at sende en mail til formanden på [email protected].

24. januar 2025 Augustenborg, Kultur

Als Revyen hylder 175 års revy-tradition

24. januar 2025 Augustenborg

I år fejrer Als Revyen 175 års jubilæum for den danske revy-genre. Denne milepæl er en unik chance for at reflektere over revyens rolle i dansk kulturliv. SønderborgNYT har talt med formanden for Als Revyen, Kasper Keller Petersen, der deler sin indsigt i, hvordan revyen ikke blot underholder, men også spiller en vigtig rolle i […]

Læs mere...