Selvom der er gået fem år siden muligheden for havvindmøller på Lillegrund blev undersøgt, lever drømmen stadig. Nu skal forretningsplanen optimeres, og der skal udarbejdes et materiale som kan overbevise potentielle investorer i den gode grønne ide i projektet.
Sønderborg Kommune vedtog i 2007 visionen ProjectZero. En plan som handler om at halvere CO2-udledningen i Sønderborg-området i 2020 for at blive helt CO2-neutral i 2029.
”For at kunne opfylde det mål, er Lillegrund-projektet en vigtig hjørnesten”, siger bestyrelsesformand i Sønderborg Forsyning Svend Erik Petersen, og fortsætter:
”Der har været stor modstand mod landbaserede vindmøller. Derfor faldt valget på Lillegrund. Det er dyrere, men byrådet har lyttet til borgernes ønsker og derfor arbejder Sønderborg Forsyning nu på, at de kystnære vindmøller virkeliggøres”.
Vindprojektudvikleren K2 Management er blevet hyret til at foretage en forundersøgelse samt optimere forretningsplanen med henblik på, at en park på 120MW skal opføres og tages i brug allerede i 2020. Et projekt som vil koste mellem halvanden og to milliarder kr.
“Foruden en undersøgelses på om projektet er muligt, skal K2 lave det, som jeg kalder et salgsmateriale, som vi kan tage med ud til potentielle investorer,” siger direktør for Sønderborg Forsyning, Lars Blædel Riemann i en pressemeddelelse. Han satser på at have projektet i drift i 2020, men 2022 vil også være fint.
”I bund og grund er vores ramme 2029, men vi skal gerne have det op at stå lidt før.”
En af de store udfordringer er, at investeringer i havvindmøller ikke på nuværende tidspunkt giver det store afkast. Derfor søger man efter investorer, som kan se det grønne perspektiv i investeringen. På længere sigt vil der så være mulighed for at kunne få en økonomisk gevinst. Blandt andet fordi det 170km2 store område giver friere rammer til opsætning af højere og mere omkostningseffektive møller.
Kommunen skal have medinvestorer
“Kommunen er meget interesseret i at opfylde ProjectZero-målene, men har ikke mulighed for at være den eneste
investor i projektet. Kan vi finde andre investorer, så vindmølleprojektet kan hvile i sig selv, er det tilfredsstillende”, siger Svend Erik Petersen. Nogle af landets største virksomheder har tidligere sat penge i vindmøller på forskellig vis, og med projektets beliggenhed få kilometer nord fra Nordborg, kræver forestillingen ingen stor fantasi.
Samtidig giver et grønt samarbejde med den kinesiske millionby Baording enestående muligheder. Kineserne har brug for en europæisk øveplads, og det kunne meget vel være Lillegrund. Øvepladsen kan i øvrigt blive langt større end de 120MW, hvis interessen skulle vise sig at være Lillegrund. På grund af områdets størrelse er det afhængigt af den nye forundersøgelse og opdateringen af forretningsplanen muligt at føje mere end den firedobbelte kapacitet til.
“Hvis vi udnytter hele området, så kan projektet udvides med yderligere 400MW. Vi har dog kun selv brug for cirka 120MW,” fastslår direktøren.