Når skilsmissen er overstået, så er der flere, der fristes til at kigge sig selv lidt efter i sømmene og så ellers få ryddet ud blandt skeletterne i skabet. Og det var lige nøjagtigt, hvad Cecilia Zwick Nash gjorde på Sønderjyllands Kunstskole mandag aften i en forestilling, hvor hun selv havde alle fire roller.
På scenen blev der plantet er “Kærligheds-skralde-sorterings-kors” og så handlede det om at få luget alle de dårlige minder og oplevelser fra det kuldsejlede ægteskab ud af hukommelsen og smide dem i de sække, hvor de passede bedst.
Midt i arbejdet med at gennemleve de mange svigt og forholde sig til ensomheden, møder vi tre kvinder, der havde inviteret sig selv indenfor hos hovedpersonen.
Gæsterne var Selma Lagerløff, Emma Gad og Nora. To spændende kvinder, der på alle måder gjorde det godt og fik slået nogle slag for kvinderne. Men uanset hvor fantastiske, de var, så levede de i tiden inden kvinder fik ret til at stemme. Nora er en person fra Forestillingen Et Dukkehjem.
Der blev kredset om det at være i et skidt ægteskab – i følelsernes dødsbo – og holde fast i alt det dårlige for børnenes skyld. Vi husker at tjekke smilet i spejlet og tænker ikke på, hvordan vi ser ud i oprindelig tilstand.
“Vi fik lavet boblebad i kælderen, skiftet det ubrugte køkken og nu har vi boliglån sammen”, siger hovedpersonen, da hun opdager, at det er tingene i huset, der ejer hende og ikke omvendt. Hun får et godt råd af gæsterne, der siger, hun skal gøre som Nora. Og Nora gik jo.
Det er pudsigt, at det er Nora, som jo ikke eksisterer i virkeligheden, der viser vejen.
“Jeg findes kun på teaterene, hvor han spiller min rolle og instruktørerne fortæller dem, hvordan – men du kan være din egen forfatter og instruktør, så det bliver dig, der er forfatteren i dit eget liv”, siger Nora. Og i stedet for at dvæle ved alt det, der er lagt bag, så skal der danses ind i fremtiden, så livet mærkes.
Ikke tilfældige kvinder
Efter forestillingen fortæller Cecilia Zwick Nash, at de fleste af os mest husker Emma Gad for hendes Takt og Tone, der mest af alt blev skrevet for, at de mange nyrige “Gullash-baroner”, der havde tjent formuer under 1. Verdenskrig, kunne få en idé om, hvordan de skulle behandle deres tjenestefolk.
Cecilia Zwick Nash.
“Det er heller ikke mange, der tænker over. at Emma Gad var den første kvindelige journalist på Politiken og at hun gjorde meget i selskabeligheder for kvinder”, siger Cecilia Zwick Nash. Mændene på den tid havde masser af foreninger og loger, hvor de kunne mødes.
“Selma Lagerløff var en fantastisk forfatter, som blandt andet skrev Niels Holgersens Vidunderlige rejse og altså også en af de vidende kvinder”, siger Cecilia Zwick Nash. Men uanset, hvor superdygtige og vidende kvinder var i starten af det 19. århundrede, så kunne de ikke stemme og være med til at bestemme de love, der rammer vore liv ind.
“Og i dag har kvinderne friheden til at gøre, hvad de vil. De kan gifte sig eller lade være. Og er de gift, så kan de blive skilt”, siger skuespilleren. Og måske er pointen, at vi alle skal huske, vi selv er forfatter, instruktør og skuespilleren i vores eget liv. Måske skal vi huske, at det er bedre for os selv og vores omgivelser, hvis vi beslutter os for, at vi vil se det lyse og danse let afsted.
Vores rolle er, at være menneske.
Titlen på forestillingen: “Vinger på hjernen”, siger at vi kan lade tankerne flyve i alle retninger. Det hører med til friheden til selv at vælge.
