Det var unægteligt noget af et klasselokale, der blev stillet til rådighed for elever og lærere fra Dybbølskolen mandag morgen. For at få skudt emneugen”Dybbølskolen omfavner verden” i gang på den helt rigtige måde, så var alle samlet i Skansen.
“Der er elever fra mange steder i verden på Dybbølskolen og for at have det rart sammen, skal vi lære hinanden at kende”, sagde skolens leder til eleverne. Herefter blev de første skridt til at lære andre at kende introduceret.
“Hils på hinanden, smil og snak sammen”.
Så enkelt er de første skridt.
Tanken er, at eleverne på Dybbølskolen bruger tiden på at lære hinanden at kende på tværs af klasserne – og en glimrende måde er fælles projekter, hvor eleverne deles op på andre måder end de sædvanlige.
“Racisme kommer af fordomme, fordomme kommer af uvidenhed”, står der i mange bøger, så skolens projekt er intet mindre end oplysning, der skal vaccinere mod uvidenhed. Det hele kulminerer torsdag klokken 16, hvor forældre inviteres for at se, hvad eleverne har lært i denne uge.
Tidligere på måneden blev der afleveret tegninger, der beskriver projektet og enkelte blev fremhævet for at ramme plet – og kunstnerne bag fik en præmie.