En dyrlæges forglemmelse koster nu landmand fra Gråsten dyrt.
Mælkeproducent Christian Ihle har været på kursus for at få lov til selv at medicinere sine dyr.
Men den dyrlæge, der harundervist ham, glemte at indsende kursusbeviserne til Fødevarestyrelsen.
Og den forglemmelse koster nu landmand Christian Ihle dyrt.
Resultatet blev en politianmeldelse, en bøde på 4000 kroner og konfiskation af den medicin, han havde stående til sine dyr.
Desuden bliver han de næste to år sat under skærpet tilsyn, og det betyder øgede dyrlægeregninger på op til 40.000 kroner om året.
“Det er dyrlægens fejl, men det er mig, der bliver straffet for det”, siger Christian Ihle til DR Syd.
Formanden for Landbo Syd Mogens Dall er rystet over, at en landmand, der passer sit arbejde og gør tingene rigtigt, bliver straffet for andres fejl.