Endnu en runde med Poetry Slam i Sønderborghus

22. april 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

I Sønderborghus kan publikum på onsdag endnu en gang opleve det særegne mix af poesi, historiefortælling og comedy.

Og ud over den faste vært, tidligere DM-vinder Peter Dyreborg, byder showet på blandt andre den dobbelte danske mester Lasse Nyholm Jensen, skriver Sønderborghus.

Poetry slam er – kort fortalt – en konkurrence i fremførelse af digte og poetiske tekster og hvor det er publikum, som giver point og kårer vinderen. Det lyder mærkeligt, og det er det også, men det er ganske underholdende og morsomt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og det er især noget helt andet end de kedelige digte, man blev, og stadig bliver, tvunget til at analysere i skolen!

Værten, Peter Dyreborg, har optrådt med poetry slam siden det begyndte i Danmark for snart 20 år siden, og i dag er han tilknyttet Det Kongelige Teater.

Lokale i Sønderborg, som måske i forvejen skriver digte, mærkelige tekster eller rap, eller som bare er nysgerrige, kan komme med på en gratis workshop i poetry slam samme dag som showet på Sønderborghus. Det kræver ingen erfaring, men blot interesse, og at man sender en mail til [email protected].

Artiklen fortsætter under annoncen

Og deltager man i workshoppen, kommer man også gratis med til showet om aftenen, uanset om man optræder eller ej.

Showet starter kl. 20.00, og billetter til 50 kroner købes i døren.

Ud over Peter som vært og Lasse Nyholm Jensen, samt eventuelle lokale optrædende, kan man opleve skuespiller Rasmus Rhode og sprechstallmeister Dennis Buchleitner, der begge er kendte poetry slammere fra scenen i København.