Landsforeningen Ligeværd i Sønderborg har hjulpet adskillige børn og unge med særlige behov, når de selv eller deres forældre ikke mente, at kommunen hjalp dem nok. Nu kan du møde de frivillige ansigt til ansigt og få en samtale med en af dem.
Får dit barn nok støtte i skolen?
Kan jeres unge mand få det rigtige indhold i sin STU?
Sendes jeres datter i det ene aktiveringsforløb efter det andet?
Ligeværd har mange eksempler på, hvordan tingene kan slingre.
“Vi har en fornemmelse af, vi kun har set toppen af isbjerget. Der kan være mange flere børn og unge, der er både klemt og glemt”, siger Ligeværds formand Jørn Thrane til SønderborgNYT. Foreningen vil gerne møde og hjælpe endnu flere, der mener, deres børn og unge svigtes i skolen eller i det kommunale system.
Torsdag i næste uge, altså den 10. september, sidder repræsentanter fra Ligeværd Sønderborg på biblioteket på Kongevej. Så kan forældre og unge komme og fortælle, hvad de kan have brug for hjælp til.
“Fra 18 til 20.30 er vi i lokale seks”, siger Jørn Thrane og tilføjer, man skal gå ind i den ende af biblioteksbygningen, der vender ud mod lyskrydset. Ligeværd har svaret på mange spørgmål omkring børn og unge med særlige behov.
“Og vi kender lovgivningen på området”, siger Jørn Thrane, der altid er parat til at hjælpe.
Læs mere om foreningen HER