I slutningen af 2025 flytter Danske Banks afdeling i Sønderborg fra Perlegade til det nye erhvervsområde ‘Porten til Sønderborg’. Årsagen til flytningen er, at Danske Bank i dag har for meget plads på adressen Perlegade 24-26 og samtidig ønsker en bedre tilgængelighed for hele Sønderjylland for både kunder og medarbejdere.
“Den daglige bank er flyttet ind på kundernes mobil, og derfor besøger de os sjældnere og sjældnere for at få betjening. I stedet bruger vi flere kræfter på at levere specialiseret rådgivning til vores kunder, og det får vi bedre forudsætninger for at kunne i de nye, dynamiske rammer, som Porten til Sønderborg tilbyder”, siger Nis Peter Thyssen, rådgivningscenterdirektør i Danske Bank Sønderborg.
Sidste år forlod Jyske Bank den øvre del af Perlegade og flyttede til Porten til Sønderborg, og dermed er der blevet færre pengeinstitutter at vælge imellem, hvis man ønsker at gøre sin bankforretning i Sønderborg by.
”Vi anerkender, at nogle af vores ældre kunder sætter pris på at kunne besøge os fysisk. Selvom de fleste daglige bankforretninger nu foregår digitalt, er vi fortsat tilgængelige for vores kunder på den måde, der passer dem bedst – om det er fysisk, online eller via telefon, hvor vi tilbyder hjælp døgnet rundt”, siger Nis Peter Thyssen til SønderborgNYT og fortsætter:
”Frem mod flytningen i starten af 2026 vil vi, som under Corona, hjælpe de kunder, der fortsat har behov for at komme fysisk i afdelingen med daglige bankforretninger, med rådgivning om en lang række alternative løsninger, såsom kuvertbetaling, betalingsservice og rådgivning via telefon og online. Der er gode alternative løsninger til alle behov”.
Hvad der skal ske med den historiske og markante bygning på Perlegade, hvor Danske Bank holder til i dag, er uvist.
”Vi har i mange år ikke selv ejet bygningen på Perlegade, men derimod, som alle andre steder i Danske Bank, været lejer, hvilket også er tilfældet, når vi flytter til Porten. Nuværende ejer, som er Lillebælt Gruppen A/S, er i gang med en omfattende renovering af ejendommen på 2. og 3. sal, og hvad deres planer er fremadrettet med stueplan og 1. sal, ved jeg ikke”, siger Nis Peter Thyssen.
Med flytningen følger også et navneskifte fra Danske Bank Sønderborg afdeling til Danske Bank Sønderjylland. Det nye navn skal signalere, at filialen fremover bliver et centralt rådgivningscenter for hele Syd- og Sønderjylland.
”Navneskiftet til Danske Bank Rådgivningscenter Sønderjylland ser vi som en oplagt mulighed i forbindelse med flytningen og signalerer vores tilknytning til hele regionen og vores engagement i at betjene kunder i hele Sønderjylland. Det understreger vores ambition om at være en stærk lokal aktør, der er til stede og tilgængelig for vores kunder i hele området”, siger Nis Peter Thyssen, til SønderborgNYT.
Alle medarbejdere fra den nuværende Sønderborg-afdeling flytter med til de nye lokaler, og samtidig skal der udvides med flere medarbejdere.
”Vi vokser, og vi har derfor brug for flere medarbejdere i vores nye afdeling, og vi søger aktuelt efter yderligere to erfarne rådgivere samt en ny finansøkonom til en uddannelsesstilling. Dette er en del af vores indsats for at sikre, at vi kan tilbyde den bedst mulige service til vores kunder i Sønderjylland”, siger Nis Peter Thyssen.
Den nye kontorbygning i Porten til Sønderborg er designet med fokus på bæredygtighed og energieffektivitet i tråd med visionen bag ProjectZero, og det er SIB Byggeri A/S, som skal opføre byggeriet.
Den præcise adresse og åbningsdato for den nye filial vil blive annonceret snart, oplyser Nis Peter Thyssen.