Skuespiller – og meget andet – Flemming Jensen skriver:
Lørdag aften sker der noget ret enestående!
Skuespiller, tekstforfatter – og meget andet – Leif Maibom takker af i Sønderborg Sommerrevy.
Kun dér – og kun som optrædende.
Men det er bestemt også noget.
Når Thorleif lørdag aften forlader scenen, går han direkte på pension.
Og dermed markeres et enestående kapitel inden for dansk kultur. Det skulle undre mig om det overhovedet vil blive bemærket af hovedstadspressens kulturredaktioner, der jo primært bygger deres kultursyn på blinde vinkler. Gid det viser sig, at jeg denne gang tager fejl!
Lad mig forsøge at råde bod her:
Igennem 36 år er det lykkedes for Leif og Johnna Maibom at bringe en lille udkants-amatørrevy helt frem i allerforreste, top-professionelle række blandt landets store sommershows.
Dér har revyen nu befundet sig stabilt år efter år.
De er ikke kommet sovende til det!
Og det er heller ikke noget, der lader sig gøre uden talent!
Johnna og Leif Maibom Foto: Ole Kæhler
Det er enestående!
Hvis man bladrer i revyhistorien, finder man ingen fortilfælde.
Ingen!
Det, vi taler om, er en bedrift, der rækker langt ud over landsdelen.
Så der bør kippes med både flag, og hvad man ellers har i hænderne. Og der kan ikke kippes eller råbes hurra nok – for dette her er aldrig sket før!
Ordet enestående er faktisk helt bogstaveligt velanbragt.
Dronningen af Sønderborg kan trygt regne med Flemming Jensen – selv efter livets ende.
At det hele – ud over ved flid, begavelse og dygtighed – igennem alle årene er skabt i en atmosfære af venlighed og empati, understreger blot, at ordet ”kompetent” har flere og lige vigtige ingredienser.
At det er en alvorlig sag at lave sjov udelukker ikke, at det kan ske med munterhed!
De tumper, der måtte trække på skuldrene og tænke ”Herregud – sommerrevy – provins” kan godt stikke piben ind! Tumperne er nu heller ikke så mange, som de har været.
Når jeg her har tilladt mig at bringe et billede af Dronningen af Sønderborg med mig selv i baggrunden, skyldes det, at jeg gerne vil gøre det klart, at jeg – hvis det er i orden med vore koner – i givet fald gerne lader mig begrave sammen med Leif.
Så får jeg så dejligt meget plads.
