Frivilligprisen og den ekstra Corona-pris er overrakt

25. september 2020 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

Fredag middag bød sundhedsudvalgsformand Helge Larsen omkring 35 fra den frivillige verden velkommen i Frivillighedens Hus og anledning var uddeling af Frivilligpriser.

En af prismodtagerne er Anna Elisabeth Aagaard, som i dag er frivillig i Nordborg, hvor hun har startet Besøgsvenner på Nordals, som tager rundt til ensomme ældre.

“Anna Elisabeth Aagaard er tidligere frivilligkonsulent i Nordborg Kommune og hun har en utrolig viden om frivillighed, som vi også fik glæde af efter kommunesammenlægningen og det var faktisk hende, der lærte mig om frivilligt socialt arbejde”, sagde Helge Larsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Foreningen Hjælpende Hænder Nordals fik også Frivilligprisen og det er en forening, som tager rundt og hjælper ældre med praktiske opgaver. Det kan være at skifte batterier i røgalarmer, indstille ure fra og til sommertid. Alt muligt, som ikke klares af hjemmeplejen eller en håndværker.

Corona-prisen

Der blev også givet en såkaldt Coronapris og den fik musiker Sven Arnold, der i årevis har underholdt med sang og musik på Mølleparken Plejecenter.

I Coronatiden har han besøgt flere plejecentre, hvor han spillede udendørs og på den måde gav beboerne en oplevelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Priserne blev overrakt af Heidi Frederikke Jørgensen og Kirsten Helene Bachmann fra Sundhedsudvalget.