“Genfundne Myter” skal inspirere om symbolik og farvelære

Arkivfoto
Arkivfoto
23. februar 2017 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Tre skoler i Sønderborg fik onsdag overrakt klassesæt af bogen “Genfundne myter”, der fortæller om kunstneren Arne Haugen Sørensen og viser en række af hans malerier. De kan især inspirere, når det handler om symbolik og farvelære, skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Eleverne på Billedkunstnerisk Grundkursus på Sønderjyllands Kunstskole har fået ekstra inspiration til deres arbejde, da Karen Marie Jensen kom forbi med et sæt bøger om en af landets største nulevende kunstnere, Arne Haugen Sørensen. Karen Marie Jensen har tidligere været leder af kunstskolen i 10 år, hun er næstformand i Sønderborg Kommunes Kunstfond, og hun sagde ved overrækkelsen bl.a.:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det glæder mig at komme i dette særlige hus, hvor jeg har haft min gang – og dog vil jeg ønske jer til lykke med, at I snart flytter til nye, fantastiske rammer i Multikulturhuset. Vi fik i Kunstfonden trykt bøgerne om Arne Haugen Sørensen i forbindelse med en udstilling på Augustiana, og vi synes, de vil være rigtig gode som inspiration i billedkunstundervisningen af børn og unge. Kunst er for alle – især synes jeg, det er vigtigt, at børn og unge møder kunsten og mærker, hvordan den kan glæde, inspirere, provokere, åbne øje og i et enkelt værk fortælle mere, end der kan siges med mange ord”.

Artiklen fortsætter under annoncen

 

 

Arne Haugen Sørensen er især kendt for sine kirkeudsmykninger. Værker af ham hænger i 27 danske kirker – bl.a. kan man se fire i Christianskirken i Sønderborg – hvor de repræsenterer en fornyelse i dansk kirkekunst. I et dramatisk, sanseligt farvesprog stiller han stilfærdigt spørgsmål til myte, tro og eksistens. Erotik er også ofte et tema i hans kunst.

Arne Haugen Sørensen er født i København i 1931. Siden 1981 har han boet og arbejdet i Spanien.

De to andre skoler, der onsdag også fik overrakt klassesæt af bøgerne “Genfundne myter”, er 10’eren og Dybbøl-Skolen.