Indtjeningen har de seneste år været stabilt stigende i Broager Sparekasse. Men det er ikke det eneste, der er steget. En ny medarbejderundersøgelse viser, at arbejdsglæden, tilfredsheden og motivationen er steget markant for de ansatte.
”Vores seneste medarbejderundersøgelse blev lavet i 2013, og dengang var det knap så gode besvarelser vi fik ud af det. Vi har arbejdet rigtig meget med forskellige områder siden, og det er dejligt at se, at det har givet pote”, lyder det fra en tilfreds Lars Christensen, direktør i Broager Sparekasse.
Som så mange andre pengeinstitutter var Broager Sparekasse midt i et økonomisk stormvejr i 2013, men flere forskellige tiltag har gjort, at skuden nu for alvor er vendt.
Engagement, arbejdsglæde og identitet
Det er især engagement, arbejdsglæde og identitet der markerer sig tydeligt, når medarbejderne skal sætte ord på deres hverdag i sparekassen.
”Jeg har været i sparekassen i 8 år, og har derfor oplevet mindre op- og nedture, men det går helt sikkert den rigtige vej, og vi er blevet gode til at håndtere udfordringer løbende. Det er en fornøjelse at møde på arbejde, når ens kollegaer er lige så motiverede og begejstrede for at være her, som man selv er”, fortæller souschef, Morten Lund i en pressemeddelelse.
Stigning i medarbejdertilfredshed
Medarbejderundersøgelsen er lavet af ”Finanssektorens Uddannelsescenter”, som årligt laver denne slags undersøgelser i mange pengeinstitutter i hele landet.
Den nye måling viser, at Broager Sparekasses medarbejdere er mere tilfredse med at gå på arbejde, end landsgennemsnittet. Det er på stort set alle måleparametre, at Broager Sparekasse scorer højere end landsgennemsnittet.
”Sjældent ser vi så store stigninger på medarbejdertilfredshed på så kort tid”, fortæller Pernille Bech Hansen, afdelingschef fra Finanssektorens Uddannelsescenter og fortsætter, det er rigtig flot klaret, og i dag går medarbejderne glade og stolte på arbejde.