Pressemeddelelse:
Gennem hele efterårsferien er Gråsten fyldt med æble- og kunstoplevelser for hele familien. Skolebørnene tyvstarter i ugen op til ferien.
Gråsten har lagt navn til Danmarks Nationalæble, gråstenæblet, og byen har æblet i centrum i hele efterårsferien med en stor festival med en bred vifte af aktiviteter rettet mod områdets egne borgere og gæster udefra. De fleste aktiviteter er for børn og hele familien.
Man kan blandt andet være med til at plante 600 gråstenæbletræer i området. Når man har plantet 10 træer, kan man få ét med hjem til sin egen have. Desuden bliver der holdt afsløring af en ny æbleskulptur, som er fremstillet af ”Freds-egen”, der indtil for tre år siden stod på Torvet.
Masser af æblekage
Der holdes kunstworkshop for alle og torvedage med frugtmarked, æblepresning, salg af lokale fødevarer og kunsthåndværk. Temaet med æbler og kunst bliver synligt i 24 af byens butikker og på gaderne, ligesom mange spisesteder i området har æbleretter og æblekage på menukortet. I løbet af dagene er der flere muligheder for at sætte tænderne i nybagt kage, blandt andet ved Det Rullende Sønderjyske Kaffebord på Torvet fredag 17. oktober og ved Det Store Æblekagebord på Gråsten Landbrugsskole dagen efter. De sidste to aktiviteter kræver billet.
Skal æblekagen rystes på plads, kan man lørdag 18. oktober deltage i Æbleløbet, en fælles løbetur med stop, hvor man bliver klogere på Gråsten-området.